Man kan være så heldig. Nogen gange. Mit held var en kollega med direkte adgang til friske granskud, hentet i granernes eget land, Sverige.
En hel bøttefuld. Lysegrønne, sprøde, lækre.
Og, så stod man der, lykkelig og forventningsfuld. What to do, siden sidste års forsøg endte i mørket.
Jeg valgte metoden med lagdeling. Gran, sukker, citron i skiver. Og så videre. Vinduesplads med sol, og der står det endnu.
I dag er den sidste rest sukkerkrystaller opløst. Næste skridt skal tages. Åh gys!
Jeg har efterhånden kunnet gået i bedene i tre sæsoner. Og ja, jeg elsker det. Hverken mere, eller mindre. Bare elsker det.
Dog er noget helt anderledes i denne tredje sæson. Ved ikke rigtig, hvad det er, men noget er helt anderledes.
Måske en større sikkerhed. Større viden. Mere mod. Måske bare mere kærlighed til jorden.
Vinteren, i år, varede for evigt, og da foråret endelig kom, var det koldt, og langsommeligt.
Og, der stod jeg en dag. Og, gloede tomt, totalt blank på de vintertriste bede, der skulle være mit domæne endnu en sæson.
Jeg smider to squashplanter i højbedet, tænkte jeg. Lægger noget lugearbejde på de solrige dage, og vander. Squash. Courgette. Zucchini. Whatever, bare det er nemt og gror. Hurtigt!
Det gjorde jeg så.
Men, jeg smed også så meget andet.
Heldigvis.
For nu melder sommeren for alvor sin ankomst, og jeg vil være med! 100%. Efter en meget lang, og besværlig vinter. Lade op på solen, jorden, og glæden ved at noget bare gror. Og gror.
Har man sagt A, må man også sige B, og har man sagt Gerimax, må man også sige stevia. Så det gjorde jeg. Sagde ja tak til kassen pakket over emnet, stevia.
Og den kom. Steviakassen. Fint leveret lige til døren. Med en køletaske, der indeholdt 4 liter steviasødet yoghurt fra Arla og to fryseelementer, der kan gøre gavn en anden god gang, en lille stevia plante, og en pose med steviafrø. Sidegenvinsten var to Mano skåle fra Kähler. I sart turkis.
Lige præcis som, jeg kan lide dem.
Men skålene var endnu ikke pakket ud, den morgen jeg drog af mod haven, for blandt andet at plante den lille stevia, så yoghurten med jordbær blev prøvesmagt fra en ganske anden kant. Hvide harer på gul bund. Det smagte faktisk fint. Senere fik jeg også afprøvet varianten med blåbær og noget andet, jeg ikke lige kan huske, og den var også rigtig god.
Skålene var, og er stadig ikke pakket ud, hvilket er helt normalt med mig i nærheden. Hvis jeg glæder mig over noget nyt, kan jeg gå længe, og hygge mig i forventningens glæde, indtil jeg endelig rammer, det rette øjeblik.
Planten trives fint i den ene ende af mit bed i haven. Den er havnet i flok sammen med appelsin- citronvarianterne af forskellige krydderurter. Og ja, de hygger sig. Og vokser. Og gror.
Frøene derimod, må vente til næste forår. De ankom lige en tand for sent til leg i denne sommer, men så har jeg det eksperiment, at se frem til.
Ting har det med at gribe om sig, så forleden da jeg var ude, og shoppe en helt ny og herlig kaffekande, opdagede jeg ved hjemkomsten, at der havde sneget sig en ren blanding af sukker og stevia med hjem til at søde kaffen med. Det virker rigtig fint, så nu er der også mere plads til fløden.
Senere på sæsonen må jeg se nærmere på den lille stevia derovre i bedet, der så forhåbentlig er blevet til en stor stevia.
Den første del af min sommerferie skulle være begyndt med en cocktail, måske to, eller tre. Ingen ved det, for jeg var for træt til at overskue noget som helst, der indebar aftaler og faste mødetider. Jeg sagde fra, selvom det var ærgerligt ikke at få fornøjelsen af det gode selskab.
Det blev en god ferie alligevel. Overblikket kom tilbage, og jeg synes, jeg nåede langt henad vejen, selvom jeg måske er den eneste, der kan se den dybere forskel på før og efter billederne.
Den første del af min sommerferie sluttede, som den skulle være begyndt, med en god cocktail i de haveramte næver, for det nåede jeg også, at få noget i den den lånte jord.
Ferieglæden dampede af, der var jo ligesom ikke mere at komme efter, men lykkeligvis blev den afløst af forventningsglæde mandag aften, og som tirsdagen skred frem, afsløredes vaskeægte arbejdsglæde.
Jeg er i sving igen.
Jeg fandt disse småkort i en ualmindelig dejlig tebutik, da Andrea og jeg for ikke så længe siden var en tur omkring Lund.
Nu er de kommet i glas og ramme, og nu ruster jeg mig til den lidt besværlige, men også ganske hyggelige del, den med at finde den rette plads, eller hylde.
Det kan godt tage sin tid, vil jeg lige sige.
I dag fik jeg noget til at hænge sammen allerede fra morgenstunden. Efter en række telefonsamtaler, samt en række forgæves forsøg på telefonsamtaler, greb jeg den nye cykelkurv, posen med de tomme flasker, og forsvandt ned af bagtrappen. Flaskecontaineren var selvfølgelig overfyldt, så jeg måtte stille alle de tomme sprutflasker, fra den velassorterede cocktailbar, bare sådan ved siden af! Jeg tror, jeg må nedlægge den bar, for sprut feder ligeså meget som slik og kager. Om fredagen er det især svært, det der med fravælge, så jeg tror, det er sprutten, der må lade livet.
Men, nu var jeg efterhånden klar, så med opknappet jakke, og flagrende kjole, cyklede jeg afsted på jagt efter godt garn og gode knapper.
Og, begge dele fik jeg med hjem i dejlige, og rigelige mængder, så nu kan jeg strikke løs, et stykke frem i tiden. Det kunne jeg sådan set i forvejen, men nu har jeg fundet mig et nyt projekt, og så bliver det sådan. Basta!
Jeg har sat mig for at strikke en stak af de små livstykker fra gamle dage, som nu mest bruges som små veste. Jeg har allerede strikket en del, men folk omkring mig får småfolk hele tiden. Nu vil jeg så strikke en hel bunke. Nogle til glæde, nogle til gavn.
Da jeg var barn, strikkede min farmor stakkevis af livstykker til mig. I ubleget bomuld, der duftede helt særligt godt, når de lå der, og var helt nye. Enkelte var havegrynsfarvede, andre var flødefarvede, og nogle var kridhvide. Min far fik dem med hjem indpakkede i brunt papir med sejlgarn om.
Det må ligge i generne, for jeg nyder seriøst, at strikke disse små stykker.
Hos Rasmilla er der tilbud på et parti udgående økologisk bomuld. Fairtrade og alt. I smukke farver. Også naturfarver. De er lige til at spise, og har yndige navne allesammen. Oplysningen om tilbuddet skal du bare glemme igen. Jeg skal nok hjælpe Sanne af med det parti stille, og roligt henad vejen.
Jeg fik forresten også købt mælk, yoghurt, kartofler, æble og bananer, men det har jo ikke med noget med hverken garn eller knapper at gøre.
Det skal være nemt for tiden. Selv kagerne, så jeg har gravet den gode gamle pund til pund kage frem af gemmerne. Og alligevel går det lidt galt, da jeg opdager, at de små lækre tykke pandekager, som vi er så glade for herhjemme, har suget dåsen med bagepulver fuldstændig tom. Hvad gør man så? Når man nu har været rundt efter både det ene og det andet, og bare ikke gider mere?
Man roder i gemmerne endnu engang. Og, lige der ligger et lille brev med brunt bagepulver. Kagen og dagen er reddet, jeg tilsætter den ene teskefuld, som opskriften befaler.
Det ender godt. Rigtig godt endda. Så nu spiser vi pund til pund med æble, og krydret smag fra både bagepulver, og det sukkerdrys, der havnede ovenpå æblerne.
Hvis du vil vide mere, kan jeg oplyse, at jeg brugte 250 g af det løse, smør, mel og sukker, 1 teskefuld bagepulver, 4 æg og 3 skrællede æbler, der blev snittet i passende bidder.
Når jeg skriver dette indlæg, er jeg nået frem til første del af min sommerferie. Personligt kalder jeg den for Forårsferie, og den indgår i en afmålt helhed, jeg har dyrket i de sidste par ferieår.
Forårsferie, Højsommerferie og Sensommerferie.
Træt var jeg lige på kanten, så jeg aflyste et særligt, og kærligt møde med nogle af de bedste folk i verden, og træt er jeg stadig.
Min aflysning nyttede. Jeg fik en dag, hvor jeg var på højde med hver eneste time, fra jeg stod op, til jeg gik ombord i Nattens kane, der fører én ind i et land af ukendte oplevelser.
Jeg hyggede, mens jeg igen nød at flyde ud i sofaen med strikketøjet, og godt fjernsyn. Jeg drak morgenkaffe, nød saftige skiver rugbrød fra bageren, og senere bagte jeg små velnærede pandekager til den varme te. Aftenmaden blev god, selvom en katastrofe bragte den oprindelige menu ud af kurs.
Dagen i dag, fredagen, andendagen, er gået op i røgede forsøg på planering, men nej! Timerne er fløjet rundt mellem beslutninger, ændringer, andre mål, og nye forsøg. Forgæves og vellykket i en skøn ferieballade.
Men, jeg har en kage i ovnen. Mere om det. Senere.
I går var jeg på langfart med Andrea. Vi var i Lund, og bagefter i udkants-Malmø, hvor vi shoppede O’Boy, blåbærsuppe, kantarelost og Hönöker til Bjørnen, og en hel masse stedmødre til mig. Bjørnen blev begejstret, og jeg fik høfeber.
På selve turen gik snakken, og jeg fik berettet om min portion af mislykket marengsmasse, der havnede som udskylning i køkkenvasken.
Kæft, det var ellers den flotteste omgang!
Æggehvider pisket stille op fra bunden af skålen. Flormelis tilsat i afmålte portioner. Kakaopulver, nej, ikke O’Boy, drysset i som var det sommerfuglestøv, hakkede mandler og chokolade vendt i med det blideste greb om røreskeen.Og åh, se der, bagepladen står klar beklædt med papir, og massen stiller sig op i korrekte toppe.
Jeg kaster lige et blik, mens jeg topper, og blikket lander på en af inspirationskilderne, som indeholder en klar besked om den vigtige ingrediens, eddike. Åh gud, det har jeg sgu da glemt!
Jeg skovler massen sammen, tilsætter den magiske, og meget nødvendige teskefuld eddike. Og skidtet bryder sammen!
Da jeg er nået dertil i min beretning, konstaterer Andrea klart, og koncist, “Min mor brugte aldrig eddike i marengsmasserne!”
Den udmelding bliver siddende, og underligt nok, hvad fanden, sker der lige mellem himmel og jord, dukker der her til morgen en marengsopskrift op, hvor eddike er totalt fraværende!
Og, Andreas bemærkning spøgte herefter! Hele morgenen, der for mit vedkommende begyndte allerede ved seks-tiden. Den spøgte, og spøgte, og tilsidst gik jeg i køkkenet, og piskede mig frem til en perfekt marengsbund, der holdt hele vejen. Uden eddike!
Bunden bliver om et øjeblik belagt med pære og appelsin, sådan skåret i kvarte stykker, både. Og en lille, det skal vi jo kalde det, tot nypisket fløde.
Tak, til Andrea og hendes mor♡.
Som om Den Store Tankelæser havde været forbi, og aflæst de utallige øllebrødsdage, med og uden appelsinstrejf, modtog jeg for et stykke tid siden en mail med et reklametilbud. Skriv hvad du vil, gør hvad du vil, men link til Gerimax, så sender vi til gengæld en hel kassefuld af ny energi.
Jeg plejer ikke, men på randen af desperation, sagde jeg, ja tak! Og, fik min kassefuld ny energi tilsendt.
Den har stået lidt, og kigget, men nu har jeg flået en æske op, og er begyndt på en 30-dages kur. Så må vi se om, der tilsættes ny energi til øllebrøden.
Katten er ligeglad, Bjørnen har beslaglagt æskerne med de extreme, som spillesupplement. Andrea benævner disse som pensionist-Gerimax, så helt ude i hampen er han vel ikke?
HER SKRIVER SIFKA
ALT TÆLLER ALT GÆLDER ALT ER GODT
