Himmel, se Havet!

Himmel, se Haven! #26

onsdag 25. maj 2011klokken 22:51 · 3 kommentarer · Haveliv

Dagen er tirsdag og jeg har handlet i det lokale supermarked og er derefter kørt i haven for at inspicere tropperne. Og rækkerne står stadig sirligt, og indianertelt og ærtebur ligeså.

Jeg nipper ukrudt, og må skrive på min indre liste, at det vist er på tide at gå i knæ for alvor i visse bede. Stien udenfor trænger også til en kærlig hånd, så SpilleNyx skal vist fyldes helt op med både fortællinger og god musik. Det er også godt, at der snart er en perlerække af fridage til min rådighed.

Det blæser op igen, og kort efter knalder flere tunge regndråber mod fliserne, og jeg søger tilflugt i det lille bitte hus, hvor jeg bruger tiden på at rydde lidt op i frøposerne, og pudse fjerene på Kong Hans. Der er rigtig god sommerhusstemning tilstede, men det er dejligt, da jeg igen kan komme ud og pusle videre med afgrøderne. Jeg nipper salat, og hiver nogle pragteksemplarer af radiser op, som jeg skyller ved vandposten, inden de bliver lagt godt tilrette i kurven.

Jeg tuller lidt rundt, og kan fornøjet konstatere, at der er bær på vej flere steder, så inden længe skal jeg vist igang med flere netkonstruktioner. Bønnerne venter også, nu da Store Bededag ikke blev Store Bønnedag, som jeg ellers havde forestillet mig, men da der er delte meninger om, det egentlig er varmt nok til bønner eller ej, skader det nok ikke, at de må vente lidt endnu.

Det damper lidt fra jorden, og solen skinner igen, da jeg griber kurven, og lukker lågen.

Did you like this? Share it:

3 kommentarer indtil videre ↓

  • Conny

    Hvor ser det dejligt ud i havehuset – og jordbærhøsten er godt på vej 🙂

  • Anne F

    Så dejligt, at du har så meget glæde af jobbet som haveforvalter. Det er dejlig afslapning, sådan at rode med jord og glæden ved at se det hele gro. Det er sundt, og et udemærket middel mod sabelkatte og andet skab. Rigtig hyggeligt hus, ser det ud til. God weekend til dig Sifka.

  • unikarina

    Hvor er det bare dejligt at følge dit nye haveliv – men mest af alt mærke din enorme glæde over havelivet. Jeg kan godt lide at være i haven – men helst uden at skulle ordne ukrudt og bede. Vi har køkkenhave – men det er kæresten, som står for at plante – for jeg har ikke tålmodigheden. Det skønne lille frø skal nemlig MEGET hurtigt vise at det er på vej. Men jeg elsker de friske grøntsager, som vi kan hente. Elser visheden om at de er plantet og passet med kærlighed og uden kemi.
    Fortsat god havelyst…

Læg en kommentar

Jimmy