Den grålige, våde andendag virker som om, den ingen ende vil tage, selvom morgenen endnu kun lige er begyndt.

Bilerne kører våde, hørbare spor i regnen, der rammer gaderne, Zebrabjerget, og de lysende opadstræbende milepæle, hvor Frank atter er kommet op, og hænge, efter han forleden under orkanen, ellers rendte af Pladsen. Her bor vi.

Næ du, her bor jeg, med en kat, der plager, og en bjørn, der hoster. Forkælelsen må vist hellere trylles ud af det halvtomme køleskabs dybder. Og, netop dybt inde finder jeg det sidste æg, men ingen mælk. Kun fløden, der trods alt vejer for tungt i denne sammenhæng. Men, forleden var jeg hjælpeløs og uforberedt, da Mathilde pludselig lokkede, og nu bliver den halvtomme fornøjelse redningen. Kakaomælkspandekager med kardemomme, og mandarinolie.

Nysselige novembersole sætter aftryk på forsiden af pandekagerne, fordi jeg rytmisk banker på kanten af den glohede pande, når dejen er hældt på. Det går der så lige lidt sport i.

Glemt bliver det grå, og våde, da jeg skruer låget af hindbærmarmeladen, som slipper sommer, og sol ud i rummet, og uvilkårligt slikker jeg skeen ren, inden den bliver smidt til senere opvask.

Jo tak, livet i november kan leves, selvom det nogen gange virker som, det skal overleves.