Andendagen i november har tydeligvis ikke tænkt sig at give andet end gråt og vådt fra sig. Når man så, som jeg, bliver så weekend-afslappet, at køkkenskabene, på trods af lønningsdag forleden, ikke bliver fyldt op med nye forsyninger, ja, så må kreativiteten i sving, når man bliver brødflov midt i det hele.

Jeg kunne have tøflet ud i køkkenet, og rørt noget sammen i en skål, men jeg valgte at lure lidt på nettet, inden jeg hev mig op af sofaens lune, labre tryghed, og fandt da også på søgninger som f. eks. ‘hurtigt brød’, en del opskrifter på nogle af verdens nemmeste brød.

Endda også nogle, der ikke skulle hæve i rigtig mange timer. Faktisk skulle de slet ikke hæve. Kan man mon fremtrylle et brugbart brød efter den metode, måtte man spørge sig selv.

Ja, det kunne man, men indrømmet, meget afhænger af, at man får nogle fornuftige ingredienser i røreskålen. Og, det har jeg jo heldigvis, selvom vandstanden er lav. Godt mel, to slags blandet sammen, øko gær, olivenolie med mynte, en rest sesamfrø, honning fra egen by, flagesalt, og vand fra hanen. Frem med æltemaskinen, og derefter står man med en dej, der dufter helt vidunderlig af sommer, som man kan finde den i landene mod syd.

Den lille bagepapirsklædte bradepande blev fyldt op med dejen, der blidt blev smurt med fløde, og endeligt puttet i den kolde ovn. Sejlet blev sat med varmluft, og kursen mod 200 grader i ca 35 minutter.

Det var sgu et smukt brød, der blev hevet ud af ovnen. Mildt, blødt, blidt, og så velsmagende, at vi aldrig nåede så meget som i nærheden af at få sat os ned med frisklavet, dampende te, og sidetallerkener.

Nej da, vi guffede lystigt i os, mens vi hang ud ved køkkenbordet, og det højner faktisk ind imellem både velbehaget, og velsmagen. God ost, og lækker marmelade pålagt de skønne skiver, og november kan bare føre sig frem i endnu mørkere grå nuancer, og mere regn.