Jeg får da aldrig gjort rent. Eller fyldt fryseren. Eller. Det kan vel også være lige meget, for jeg holder ferie. Endnu. Og ferie foregår i haven. Også selvom solen ikke skinner fra en skyfri og meget blå himmel.

Der er noget ved det her haveliv, jeg ikke rigtig kan forklare. Det er som at bøje tiden i en cirkel, og genfinde sig selv i den gode udgave. Det er ligesom at have fået muligheden for at genopleve alle de lange lykkelige somre, som var propfulde af sol og, ja sommer. Det er ligesom at glatte fjerene, og se de gamle skrammer hele mere holdbart op. Det er meget mere ligesom at være tilfreds. Glad. Ligefrem og lykkelig?

Det føles godt efter en havedag, at stå barfodet i køkkenet, og skylle grøntsager fra både min og Din baghave. Lave mad. Nyde.

Havegangen var blevet svagt lysegrøn af min dårlige samvittighed, og i går tog jeg kampen op for alvor. Og vandt. Og kunne egentlig have ladet det blive ved det, for det så rigtig nydeligt ud. Men.

Der er noget ved det her haveliv, der gør, at jeg alligevel, nærmest gik i zen, og gjorde det endnu bedre. Afsluttede seancen med lange lette strøg med en rive, efter jeg sveddryppende havde løsnet gruset, så det nu føles blødt under fødderne, når man går på det, og jeg også havde balanceret på striben af småsten for at trække en streg. Forskrækkeligt zenagtigt, som sagt tidligere.

Blomsterbedet med torveblomsterne fik også en tur med lugejernet. Og absolut ikke spor zenagtigt fladmaste jeg to husløse snegle til døde, fordi de havde forædt sig på mine afgrøder. Nogle mindre grålige typer mæskede sig i jordbærbedet, mens jeg så på! Jeg tænker nu lidt over, hvorfor filan skal jeg holde fuglene ude, når sneglene alligevel æder løs?

Snegle eller ej. Fugle eller ej. Jeg havde fire jordbær, et bundt purløg og en meget stor håndfuld lækre salatblade med hjem. Så på en eller anden måde er der vist nok til os alle.

Åh nej! Nu kan jeg da ikke sove, for… Aj, mand! Snegle-smatter. Det er mig. Yrk!