Himmel, se Havet!

Himmel, se Haven! #31

mandag 6. juni 2011klokken 22:59 · 1 kommentar · Haveliv, Nuet

Når jeg ser ud på himlen, noterer mig de mange lyn i horisonten, og mærker varmen, er det næsten ikke til at forstå, at jeg har tilbragt mindst seks solrige timer i haven. Fra det var nærmest morgen, og helt frem til eftermiddagen. Jo, selvfølgelig kan jeg forstå det, for det er netop al den varme, som haven og jeg har suget til os i dag, der har været optakten til det, der sker om ikke så længe. Folk står klar på altanerne, og cyklister og fodgængere haster afsted mod læ og ly, inden himlen revner.

Så får vi se om teltet holder.

Som sagt gled dagens låge op pænt tidligt, selvom det kunne have været endnu tidligere, hvis jeg ikke hele tiden skulle tage hensyn til den snalderfulde sømand, der afholder en lige lovlig lang landlov på min balance.

Morgenmaden blev indtaget i rolige omgivelser med fuglefløjt og en mild brise. Knækbrød med cremet ost og en af de gode økologiske bananer.

Kartoffelbedet blev optakt til mere seriøs lugning. Så efter jeg havde hyppet og sandet færdigt med et ganske nydeligt resultat til følge, tøflede jeg målbevidst med Beo i ørerne, og bevæbnet til tænderne med skuffejern, rive og havehandsker, mod havegangen. Nu skulle der luges noget ukrudt. Og det blev der! Og revet efter. I smukke, og ligeså lange linier, som min samvittighed var blevet lettere. Pyha!

Kameler skal vandes. Også mig. Jeg bællede vand, hæklede lidt, mens jeg til min store fornøjelse pludselig spottede en tom plet, hvor jeg straks satte en håndfuld løg.

Som en anden edderkop spandt jeg også noget net udover en række jordbær. Kønt er det ikke, men det er åbentbart nødvendigt, hvis jeg skal gøre mig forhåbninger om at have bær og ærter i fred.

Og nu vil taler om ærter, kunne jeg med tilfredshed konstaterer, at de allefleste efterhånden er skudt op af jorden. De vælske bønner har sat blomster, og der er flere røde kinder i jordbærbedet. Der er blomster på tomater og peberfrugt. Og en lille bitte knop, som kan gå hen og blive det første ananaskirsebær.

Men nu ikke mere havesnak, for lynene tager opmærksomheden fra tasterne hele tiden. Wow, hold da helt op!

 

Did you like this? Share it:

Èn kommentar indtil videre ↓

Der er endnu ingen kommentarer, men du kan blive den første. Skriv i feltet nedenunder og send dine ord af sted. De vil være velkomne.

Læg en kommentar

Jimmy