Min frisør er et usædvanligt rart menneske. Da jeg kører derfra, har jeg ikke alene fået en ny frisure, som jeg beundrer med hurtigtkastede blikke i de blanke butiksruder jeg passerer, jeg har også fået rigtig lyst til at strække vingerne helt ud, rette ryggen, og se livet durkt i øjenene. Af fornøjelse over et årelangt bekendtskab der ganske vist mest har bevæget sig rundt på overfladen, alligevel viser sig, at stikke dybere end man lige tror. Hurra, for den slags!

Bygerne har besluttet sig for at pakke sammen, og jeg kaster mig derfor ud i en længere cykeltur, for at få nogle blomster til lidt tomme krukker i haven. Og hvilke blomster! Vilde farver helt udenfor nummer, men jeg har lyst til at ære min mormor mere end dronning Ingrid og vælger pelargonier i den samme klare røde farve, som hun altid havde i sine kridhvide krukker. For flippets skyld supplerer jeg med solskinsgule tagetes og en anelse anderledes rød udgave af en plante, der benævnes flittig Hans. Så er min egen havehane, Kong Hans da også blevet tilgodeset, skulle jeg da mene.

Med en lydbog kørende potter jeg stiklinger, og belønner den hortensia, der faktisk afgik ved døden på grund af nattefrost for længe siden, med en kraftig beskæring og en ny potte. Den har klaret at blive smidt i komposten, derefter at blive hevet op og stillet en en skål, hvor den så fik lov at stå uden opmærksom, vand eller noget. Alligevel øjner jeg små grønne blade, og ja, så skal den sgu have en chance. Til.

Ukrudtet får en ganske pæn tur, og lige med et er klokken blevet halv seks, og jeg når at nappe en håndfuld jordbær for næsen af en flok glubske snegle, inden de opdager, hvad jeg har gang i. Skide snegle! Jeg er faktisk lidt irriteret over at de mæsker sig på den måde, men måske har jeg ikke været vaks nok ved havelågen lige omkring det med jordbær.

Nok for nu, jeg skal i køkkenet!