Det ligner mig overhovedet ikke! Jeg er ikke den, der kaster sig op på TrilleNyx klokken halv ni på en søndag, og frivilligt cykler afsted i den frostbidte morgenluft . Men i dag er det åbenbart anderledes, også selvom klokken i mit system ‘kun’ er halv otte.

Lidt mere hjemmevant låser jeg op, og pakker lidt småsager ud. Et æble i en pose, nogle tomme indkøbsposer og kameraet. Jeg støvler rundt, for i dag har jeg været helt fornuftig, og har trukket i gummistøvler og anorak i stedet for hverdagsfrakke og musketérstøvler.

Og så er jorden hård af nattefrost!

Øjnene gennempløjer området, og jeg ser straks, at farverne så småt er begyndt at pible frem af jorden. Nu kan jeg da se både hvid, gul og lilla. Hvor herligt er det ikke lige, og opstemt henter jeg en greb i skuret, og stiler direkte mod mine nye trofaste venner, jordskokkerne.

Jeg får vækket en mindre regneormefarm med det første tag. De blinker lidt forvirrede, og strækbøjer sig hastigt afsted, mens jeg graver, og graver. Jordskokkerne vælter sig til gengæld gladeligt op i lyset, og jeg fylder posen med jordguldet i pæne, men beherskede mængder. Hold da kæft, hvor jeg kunne grave, og i ren og skær iver vender jeg noget jord, bare fordi.

Jeg spiser mit medbragte, meget store æble, og orienterer jeg mig yderligere. Tankerne vender og drejer sig, overvejelser kommer og går, mens jeg gnasker lystigt. Jeg løfter blikket, og fortaber mig i fremtiden, hvor det hele vil summe af aktivitet fra både bier og mennesker. Grønt i alle afskygninger vil dominere, men afbrudt klædeligt af alverdens smukke kronblade, både de store og de små, i et varieret udbud af matchende kulører. Jeg trækker blikket ind, ser igen på bedene, og spekulerer på om, jeg overhovedet kan få en radise til at gro?

Jeg slutter fred med overvejelserne, og pakker sammen, vel vidende, at jeg selvfølgelig også vokser med opgaven. Sådan er det da bare!