Jeg havde tidligt fri, og besluttede mig for, at køre direkte ud på hospitalet. Vejret var ok, og jeg stoppede et par gange undervejs for at finde en julegave, selvom vi allerede skrev marts. Der havde været så meget, men nu ville jeg gerne finde gaven to remember by. Ikke at jeg nogensinde ville glemme, men hvad som helst, skulle det altså alligevel ikke være.

Manden i sengen sov. Jeg hentede en stol, smed jakken, og satte mig. Ignorerede det faktum at søvnen var dyb, småsludrede om løst og fast. Og om julegaven, jeg endelig havde fundet. Til mig fra ham. Købt for de praktiske penge, fra den ældre mand. Der lå der, nu gammel, træt og syg.

Resten af besøget holdt jeg bare hans hånd. Tør. Varm. Slidt. Som den nu var. Engang.

Dagen før havde han vinket farvel til mig og Bjørnen. Kørt en sygeplejerske ud på et sidespor, hvor hun pænt måtte vente. Til vi var drejet om hjørnet. Farvel, farvel og på gensyn!

Nu lå han så der, den ældre mand, og sov dybt med feber og vand i lungerne. Gammel, træt og syg. Jeg rejste mig, puslede lidt til farvel, rettede på dynen, og opdagede, at madrassen var fugtig. Jeg kyssede det gamle ansigt, greb min jakke, og gik.

På gangen stod jeg lidt efter foran en lukkede dør. Den havde jeg mødt for første gang et par dage tidligere, og havde ved den lejlighed fået en besked, der gav mig en soleklar forståelse af, at den helst kun skulle åbnes indefra. Når den altså var lukket. Så jeg lod autoritetstroen vinde, og gik hen til trappen, mens jeg overtalte mig til at stole på, at fugtigheden ville være kortvarig, og hurtig blive udskiftet med tørt.

Næste gang jeg mødte min far, var sengen ganske rigtig nyredt. Og tør. Og han var død. Så dér, meget tidligt en martsmorgen, kyssede jeg det gamle ansigt for sidste gang, greb min jakke, og gik.

Et bestemt element i denne fortælling har længe naget mig forfærdeligt. Nu slutter jeg vistnok fred med min autoritetstro.