Min mors gamle sparegris er bevaret. En rigtig tresserting fyldt med minder. Der er lås i bunden, og nøglen er i min forvaring. Da jeg var barn, var det selvfølgelig min mor, der havde nøglen.

Jeg må indrømme, at jeg har været på mange uanmeldte besøg i den gris. Med kniv gennem møntsprækken, ganske forsigtig for ikke at ridse skår i keramikken. Senere fandt jeg nøglen, og det gjorde det hele lidt nemmere.

En enkelt gang gik det galt. Nøglen sad fast og var ikke til at rokke. Gode råd var oppe i pris, for grisen kunne ikke stå på alle fire med nøglen i maven. Enten stod den tippet forover, eller bagover.

Nu boede grisen heldigvis på en af de højere beliggende hylder i teaktræsreolarrangementet, så jeg regnede ud at, hvis grisen støttede på forbenene, ville min mor ikke opdage indbruddet lige med det samme. Så kunne jeg få tid til at udtænkte en eller anden forklaring.

Lang tid passerede, min mor havde åbenbart glemt grisen, og jeg glemte, at jeg havde et uløst problem med en nøgle i grisen.

Selvfølgelig oprandt den dag, hvor mor skulle i grisen. Det startede med at hun ikke kunne finde nøglen og så gik tiden med at lede efter den, mens hun krydsforhørte hele familien. Alle erklærede sig uskyldige, også jeg.

Så blev grisen taget ned fra hylden og det hele kom for en dag. Pyha, der blev sagt en hel masse hurtigt efter hinanden, men nu var det overstået. Nøglen blev med fælles hjælp lirket ud og grisen anbragt på alle fire på sin teaktræshylde. Formaninger og løfter, hvorefter jeg gik over til at bruge kniv igen.

Historien gentager sig og Bjørnen går også i grisen på trods af, at jeg opdager det næsten hver gang. Jeg kender jo sporene

Forleden kunne jeg fornemme at han havde været der. Han ringede mig op på jobbet i anden anleding og fik så lige formaningstalen med på vejen, som blandt andet indeholdt griseforbudet. Jeg sagde en masse hurtigt efter hinanden, men som det syn, der mødte mig da jeg kom hjem, fortæller, er det vist begrænset, hvor meget respekt der er tilovers for en tidligere griseskænder.