I dag udkommer en ny bog, som Renee Toft Simonsen har skrevet. Jeg ved ikke om den er god eller dårlig, og det er også sagen uvedkommende. Den handler om angst. Forleden læste jeg et interwiew i Femina, hvor hun fortalte om sin bog og om sin egen angst.

Det blev en af hendes bemærkninger, der for mig gjorde udslaget. Jeg fandt modet til at gøre op med skammen og bryde et tabu. Jeg huser selv angst.

Næste dag, gik jeg direkte hen til min nærmeste kollega, og fortalte hende, at jeg samme morgen var vågnet op med angsten i maven. En uforklarlig nervøs uro i kroppen, en bange fornemmelse. Hun gav gav mig den respons, som jeg havde brug for, og uroen i mellemgulvet fortonede sig opad dagen.

I dag skulle jeg på kursus og uroen bredte sig, men jeg tog afsted, og jeg vendte ikke om, selvom alt skreg op om, at det her vist var én stor misforståelse.

Dagen var en oplevelse, og der blev faktisk serveret en god frokost. Jeg faldt i godt selskab og fandt ro, fordi jeg turde.

Jeg tilegner mig efterhånden, visdom og erkendelse, der gør det nemmere for mig at huse denne til tider krævende og besværlige beboer. Jeg har også mennesker omkring mig, som jeg har den dybeste tillid til, som jeg deler omsorg, kærlighed og venskab med.

I bloggeriet finder jeg ro, og jeg gør ting, og kommer til fremover at gøre ting, der for mig er dristige og grænseoverskridende, men jeg gør det alligevel. Jeg glæder mig også dagligt over den anerkendelse, der ligger i jeres kommentarer, og jeg nyder at blive læst.

Jeg anser ikke mig selv for at være svag, jeg har faktisk gennem tiden båret på mange tunge ting, men jeg huser angst, og nu ved I det altså også.