Der røg den så, den sidste citron, som jeg købte lige overfor Øm kloster. En lillebitte af slagsen, men så fuld af saft og kraft, at man skulle tro, at det var løgn. Boede jeg lige i nærheden, cyklede jeg gladeligt ud hver dag for at opkøbe dem alle efterhånden, som de blev høstet, men nu sidder jeg her, og minicitronerne ligger derovre, og lader sig rask væk opkøbe af alle mulige andre.

Vi er gået statsbankerot her i hytten. Én eller anden har overophedet kreditkortet, og nu betales prisen. Indkøbene overvejes nøje, og det er dømt ren svir når en pakke økologisk udskæring af et eller andet gufkød fås til en billig penge og hjembringes under triumf. Lykkes det ikke, får vi havregrød, eller tre saltmadder på et bræt.

Nej, det passer ikke. Men jeg har bemærket, at når vi ligger lidt lavt i vandskorpen, bliver jeg meget mere nidkær med, hvad der ryger i skuffen.

I dag havde jeg fået en pakke oksekød i strimler med hjem i kurven, og efter Columbo gik jeg i køkkenet for lige at give strimlerne en omgang på en hed panden, og derefter smide dem på køl til imorgen, hvor de skulle bruges til en salat. Og så derefter se nærmere på de dér saltmadder og brættet.

Men ak dog, nej!

Da kødet lå på panden, skreg det efter den sidste lille citron, bagefter var det et skud paprika, derefter skråtskårne forårløg, og til sidst frisk salvia hakket nænsomt med en stor skarp kniv. Og når jeg nu alligevel, var nået så langt, kunne jeg ligeså godt koge ris, strimle lidt hjertesalat, og vende en skefuld skyr med kødet lige inden det hele var klar til servering.

Vorherrebevars, hvad skal jeg mon så finde på i morgen?