Tidlig, men ikke urimelig tidlig, morgenstund i gården. Lige i tilpas tid, så jeg ikke skal jage, men så spænder tilfældighederne ben. Jeg klunser ikke så tit, men i dag stod der en lille kommode på små hjul, og med seks skuffer af tilfredsstillende størrelse. Selv jeg kunne se den for mig, silkehvid og fin efter en mindre indsats med en malerrulle. Og så kørte jeg.

Kommoden snurrede, og jeg forsøgte at planlægge mig ud af det. Ringe til Bjørnen? Håbe på et heldig sammentræf og fald over en vicevært på vejen og helst lige om hjørnet? Nja!! Og så vendte jeg om.

Den stod der endnu, jeg var også blevet forbavset, hvis den havde været væk, for trafikken i gården er ikke særlig tæt på dette tidspunkt.

Nåmen, kommoden røg i skjul under trappen, og jeg fik ringet mig ind til lettere forsinket ankomst. Havde været nødt til at klunse en kommode, som forklaringen lød.

Senere ringede jeg hjem til Bjørnen, der var ved at nå overfladen, og dirigerede ham frem til den skjulte kommode, og da jeg kom hjem, stod den der lige så fint, og hulkede sig til et nyt bilag til Statsbankerotten. Pyt, det går nok, sagde jeg trøstende. Og vel gør det!

Der var jo ingen ventende oksestrimler i køleskabet, så det blev til de tre salte på brættet. Og lur lige min bananmad! Godt nok uden mayo, men yndigt dækket med dagens jordbær, lidt salat-totter samt salt og peber.

Forresten. En times tid før jeg rendte ind i kommoden i gården, kunne jeg konstatere, at jeg nu har tabt de elleve ud af de tolv. Det ene, der nu mangler, når jeg da snildt at smide inden min fødselsdag.