Det er lidt skørt, jeg ved det, men min allerførste hjemmestrikkede poncho skulle altså på og af pinden her i sommervarmen. Det var et stykke feriestrik, som jeg forelskede mig i derovre i det jyske. Langhåret mohairgarn. Varmt og blødt. Lige til at sidde og svede over.

Og svede kom jeg til, for den oprindelige hulstrikkede bort brød jeg mig ikke om, og besluttede mig for en kant i matchende pelsgarn! Så langt, så godt. Lige indtil jeg kom hjem, og opdagede, at den matchende pelsgarn alligevel ikke matchede så godt. Jeg var ellers så overbevist om fordelen i det lidt tungere garn, der ville skabe det helt rigtige fald, men nej. Forkert farve, dur ikke, væk med det.

Og så er det, at den store fordel ved en garnsamling kommer én til gode. For der på hylden i skabet, lå lige det rigtige nøgle, der kom til at danne afslutningen på min bløde poncho. Der er ikke den tyngde i, som jeg lurede på i pelsgarnet, men til gengæld har jeg fået et råt og tilfældigt udtryk frem, og det er jeg temmelig tilfreds med. Og det tilfældige fik jeg ganske gratis forærende, for mønstret bøvlede og til sidst gad jeg ikke pille mere op og lod det gå sin skæve gang.

Måske kan du se det skæve, men jeg er fløjtende, for det er sådan det skal være. Om det holder finder jeg snart ud af, for om lidt ryger hele baduljen i maskinen til en skyller. Så må vi se, hvad der sker ved det.