Jeg stod ikke ligefrem, og ruskede i Paradisporten, men nåede alligevel frem før for mange af de andre afhængige dukkede op, og jeg kunne i ro og mag lægge beslag på ekspertisen i så tilpas lang tid, at jeg nåede at få en fornemmelse for, hvad der er, der ligger og ulmer i kreativitets-tanken. Det jeg gik efter, blev til noget andet. Dertil kom det løse til konturer, og noget guldpulver og kobberacryl til at forhøje fornøjelsen.

Frem og tilbage er lige langt, og med en filial i umiddelbar nærhed kom jeg ud i noget med, hvad vi ikke har her, har de dér, og retur igen. Men pyt, der var wienertoner og tangomusik som underlægning fra en bænk i nærheden.

Tilbage over Knippelsbro med stop ved Irma, inden jeg fik genopfrisket synet af min arbejdsplads på grund af en forglemmelse. Her blomster frugttræerne, selvom årtiden er lidt småkedelig og kold. Fimbulforår kalder jeg det, for der er stadig mange strikhuer- og vanter, der går omkring på hoveder og hænder.

Det må altså stoppes. Snarest.