Forrygende fygende tager snevejret til, og forsinker alt og alle, der begiver sig ud og afsted. Efter den sidste lille purk er afhentet, går jeg rundt i en lukket institution, og fjerner sporene, mens jeg spekulerer på, hvordan en lukkedag kan gøres mere attraktiv.

Da jeg bagefter står i gården, har jeg ikke hjerte til at efterlade TrilleNyx i det kolde, mørke cykelskur, men låser op, og og trækker hjemad over Volden. Sneen er tung om hjulene, mens næbstøvlerne er i deres rette element. Jeg trasker på det tidspunkt stadig fortrøstningsfuld afsted, og overvejer om, det er i orden allerede nu at tænke på forår, og rislende smeltevand?

Da jeg når frem til den hjemlige bagtrappe er festen slut. Nu hvor persianeren er blevet hvid, og kurven fuld af sne, har jeg fået nok, og jeg bander indædt hele vejen op. Ligenu hader jeg sne. Noget så eftertrykkeligt. Kulde, is, frost – ja, men fygende sne – nej!