Himmel, se Havet!

Tre gode ting

onsdag 20. januar 2010klokken 19:50 · 3 kommentarer · Ve og vel

Tre gode ting, tænker jeg, da jeg går ud af døren og frem imod den lange dag på jobbet. Tre gode ting, der skal skrives ind i bogen, når jeg kommer hjem igen.

Der er stadig is på vandet langs Volden. Jeg passerer på hjemvejen, og ser den lyse op i den aftagende dag  i en svag rosa farve, der senere vil blive til en slags lys grålilla, der løfter det hele op over en kedelig stemning. Træernes sorte konturer, et tårn og et til, ovre på den anden side.

Tre gode ting på en dag, der har været underlig skæv. En dag, hvor man træder en lille bitte smule ved siden af sig selv, og ikke kan sætte en finger på det.

Tre gode ting. Det må da være til at finde, men ingen af de fremsatte forslag lever op til at være værdige som de første ord på de blanke og rene sider. Tre ting, tænker jeg, mens jeg med forvrøvlede og ulvetime-trætte fingre fumler med nøgle og port.

En meget dybt indånding senere bliver aftensmaden sat på bordet, og en helt uventet udsædvanlig krydret duft rammer næsen fra skinke og spejlet æg. Jeg snuser, og snuser, og sluger duftene rå, og har fundet den første, og der er således to tilbage.

Did you like this? Share it:

3 kommentarer indtil videre ↓

Læg en kommentar

Jimmy