På vej hjem gennem mørket på motorvejen, var Andrea så venlig, at foreslå, at jeg kunne køre den røvfuld æbler, jeg havde liggende derhjemme i en kasse, gennem saftpresseren, og dermed få grundlaget til min egen hvide glögg lagt, sådan nemt og easy.

Det er hermed gjort, og jeg har hældt saften på skoldede flasker, og kogt sirup på snasket. Der kom godt med kanelbark, hele nelliker, kardemommekapsler, citronskal, og stjerneanis i kasserollen, og siruppen blev kogt sammen til endeligt resultat på tyk og fedtet molasses. Uhm, det dufter.

Og når nu vi alligevel befandt os der i mørket på motorvejen, kunne jeg jo ligeså godt lokke Andrea til at gøre holdt på en rasteplads, så Københavneren kunne komme ud, og se på stjerner.

For stjerner var der mange af. Hængende der højt oppe over mit hoved, ganske let filtreret af vintertræernes sorte grene, men klare som diamanter på natblå silke. En smuk oplevelse var det, at stå der med fødderne i næbstøvlerne og nakken tilbage, mens man mærkede både John Bauer og Kay Nielsen rumstere rundt i hjertet.