To voksne til seks børn. Lige til at klare. Fire på tur. To hjemme på stuen. Sammen med mig. Der fik sat en masse på plads, mens knajtene legede med en flaske vand og et afknækket støttefodsben. Da de spiste deres medbragte ved det runde bord i alrummet, tøflede jeg rundt, og fik styr på den billedvæg,  jeg har drømt om i meget lang tid. Belønnet blev jeg også med flere begejstrede udbrud efterhånden, som to blev til seks igen.

Behøver jeg at sige mere?

Det regnede meget, da jeg cyklede hjem igennem al det grå. Det er utrolig meget gråt, der findes i denne november måned, og da jeg på et tidligere tidspunkt stod sammen med de to knajte og holdt øje med de sidste blades nedstigning til jorden, slog det mig, at jeg en overgang havde en tendens til at springe november over, når jeg i mit stille sind, remsede månederne op. Sådan, bare sprang den over.

Den måske lidt særegne aktivitet med at holde øje med bladene var faktisk ikke min ide, men jeg hoppede med på vognen, fordi drengene synes, at det var da noget af det mest fornuftige, de havde lavet længe. Senere udtrykte de forøvrigt stor tilfredshed med dagen, det havde bare været den bedste fredag, nogensinde. Store ord, fra så små drenge.

Jeg kastede mig nærmest ned på køkkengulvet, da jeg i våd tilstand nåede hjem. Og jeg smed omkring mig med våde støvler, og regnfrakke i rendyrket iver for at nå i mål. For selvom dagen ikke har hørt til blandt de allermest belastende, var jeg alligevel træt, og som fornænvt tæt på at gå i dørken. Flæskeflunza, skrid ud af min weekend!

Bjørnen udviste forståelse og barnhjertighed, trykkede på knappen, og gav kaffe.

Derefter sad jeg halvanden time foran skærmen, og vænnede mig til tanken om igen at arbejde med guldafvejede ord. I weekenden. Heldigvis flimrede lidt FB og bloglæsning distraherende henover skærmen. Tider skal komme, tænkte jeg, og fik endelig rejst mig, og tændt alle de fyrfadslys, og trykket på alle de kontakter, jeg kunne komme i nærheden af.

Lad fredagen bare begynde. Nu er jeg klar!