Himmel, se Havet!

Svinebundet

torsdag 12. november 2009klokken 16:29 · 11 kommentarer · Øjeblikke., Tanker om ting og tilstande., Ve og vel

Lilla boblebusk

Lyset indenfor er det samme som lyset udefor. Når det er mørkt ude, er det mørkt inde. Når det er gråt inde, er det gråt ude. Ind imellem oplyser en gylden kilde af elektrisk lys rækken af glas og kopper, som i en jævn strøm afløser hinanden. Med vand, te, kaffe, cola. Ja lige, hvad jeg ønsker mig. Til gengæld skal jeg spise, så det gør jeg. En jævn strøm af tallerkener tilbyder mig alt fra gulerodskage, over suppe, til tortllini. Noget glider ned, andet glider forbi.

Jeg har hovedpine, og ondt alle mulige steder, men jeg orker ikke at blive hængende i vågen tilstand længe nok, til at finde ud af hvorfor, men falder hen, og i søvn. Hele tiden. Et fjernsynsbillede trænger sig på. Vi er i Berlin, og alle venter på at dominobrikkerne skal falde, og befri dem i øst engang til.

For tyve år siden lå jeg ikke foran fjernsynet, men sad med Bjørnen på skødet, og fulgte murens fald. Lige siden august 1961, var der hvert år en eller anden clarvoyant, der i min mormors ugeblad, spåede at i det kommende år, ville muren falde. Det år, i Bjørnens første, fik de så endelig ret. Om bladet stadig betalte for den årlige spådom, ved jeg ikke. Min mormor var på tidspunkt død og borte, og med hende den lette tilgang til de spændende ugerevyer.

Jeg voksede op med trusler om både koldkrig, atomkrig og jerntæpper hængende i luften over tørresnoren i min mormors baghave. Koksrummet fik sømmet et ekstra bræt på forneden på døren, hvis vi nu skulle blive nødt til at søge tilflugt derinde. Jeg sad tit i skuret på bunken af koks, og mæskede mig forestillingerne om, hvordan hele familien ville være samlet i skuret, og hvordan morfar sikkert ville forsvare os med ildrageren, hvis russerne, eller hvem det nu lige var, der kunne komme, ville komme.

Min morfar havde som ung mand vist været dragon, et eller andet sted i Skåne. Engang på en søndagsudflugt kom vi forbi kasernen, hvor han havde huseret, og morfar ville lige vise frem, og svingede rask ind på pladsen, på trods af stoplys og bom. Intet skulle holde morfar tilbage. Ingen skulle holde morfar tilbage. Vi blev selvfølgelig smidt på porten, og havde MP’erne i halen hele vejen tilbage til færgen.

Endelig vælter brikkerne, og suset løber i forvejen til næste etape, men noget griber forsinkende ind, og vi får ikke set de sidste brikker dejse omkuld. Øjnene slipper genudsendelsen, og mens jeg sløver væk fra skærmen, dukker andre billeder op. Nikita Sergejevitj Khrusjtjov, der slog i bordet. Jurij Gagarins skæve øjenbryn på himmelfart i rummet, og min mor der græd den dag, de skød Kennedy.

På trods af alt den overhængende fare, følte jeg mig tryg, og i sikker forvisning om, at familien nok skulle klare skærene, selv i koksskuret, hvis det nu blev nødvendigt. Og ved atomkrig, som Bjørnens morfar grinende fortalte ham mange år senere, havde vi vel grebet til den med avisen over hovedet, som det blev anbefalet i en husstandsomdelt pamflet.

Lyset er ikke længere det samme indefor, som udenfor. Feberen er forsvundet, og jeg er klar igen, og nyder de spredte klatter af gyldent lys fra fyrfade og lyskæder. Historierne fra dengang i tresserne har jeg måske fortalt før, betragt det da som en genudsendelse, for når man sådan er svinebundet, er man ikke hele tiden selv herre over, hvad der ryger ud af tankespindet.

Did you like this? Share it:

11 kommentarer indtil videre ↓

Læg en kommentar

Jimmy