Tingene har udviklet sig, og var det underligt i fredags, så blev det endnu mere underligt i dag. Jeg har været på fra morgenstunden, og telefonen stod nærmeste ikke stille. Eller hang, for det gør telefonerne, der. Et temmelig stort antal sygemeldinger fandt vej ud igennem røret, og lige ind i min indsnævrede øregang.

Skolegruppen blev aflyst, hvilket ramte de få fremmødte medlemmer, og berørte dem med ærgerelse, for de havde husket drikkedunken, som er tilladt i lige netop den sammenhæng. Men vi fandt heldigvis en løsning.

Efter det var kommet på plads, stod vi to voksne høj, jeg siger jer, den ene af os er seriøst meget høj, og besluttede os til igen i dag at gå ud i det grå. Afsted med os, på rad og så meget række, som vi nu kunne, lige indtil vi nåede henunder de kæmpestore sorte kastanietræer, der hver især kun havde et par sølle gullige blade tilbage. Et par gnallinger til kastanier var stadig at finde i mellem alle de rødbrune skaller, der lå i et tykt lag under træerne.

Videre i retning mod koen, hvor vi undervejs kom forbi et træ, der viftede sine vintergrønne blade med glimtende sølvbagsider i den lettere småsnappende vind, og raslende applauderede de speeddykkende blishøns, fra kanten af den gamle voldgrav.

Videre endnu, over den lange bro mod nye horisonter. En flok småpiger, der med ivrige små fingre, samlede bær, både af de hvide og den røde slags, tabte fuldstændig koncentrationen, og måtte spæne efter, når de opdagede, at flokken var forsvundet rundt hjørnet.. En ungersvend spurgte mig undrende, hvorfor piger er så glade for at plukke bær? Jeg svarede, at der var både en kort historie, og en lang, men vi nåede ingen af dem, for i samme sekund befandt os på ‘det gule hjørne’, der i øjeblikket er badet i så strålende et gult lys fra de nedfaldne blade, at man bliver helt stille, mens øjnene bare står på stilke, og mæsker sig.

I al sin umiddelbare farveforladthed byder november nu alligevel på overraskelser, hvis man ellers kan overtale sig selv til at se efter.

Tidligt op, giver tidlig fri. Tidligere i dag, for jeg havde endnu en aftale med et venteværelse på Hvidovre Hospital.

I bussen på vej hjem, blev jeg igen fanget ind at den træthed, der rumsterer i systemet. Jeg tror, at Svinet har stukket sine klamme grisefod i døren på jobbet, men jeg er jo fra før 1958, og dermed nærmest sikret immunitet. Men smadrende træt er jeg altså. Småblundende faldt jeg i staver over fire blinde mennesker, der næsten gik på én række efter hinanden, to vandmand i noget meget koldt vand, samt et ungt par, der med stor sandsynlighed bliver forældre inden dagen er omme.

Aner jeg en historie her, eller?