Jeg er håbløs. Jeg ved det godt. Men jeg har været så træt i dag, så jeg hele tiden ændrede mening om, hvad jeg orkede, og ikke orkede. Og så var jeg nem at lokke til at spadsere nedad Afvejen.

Jeg stod fiks og bageklar med skål og slev, og rørte gær ud i den lune væske, ganske som Anarkisten foreskriver. Så langt, så godt, og så gik det galt. Ja, det vil altså sige, at det var faktisk allerede gået galt lidt før. Rosinerne til Kaninfoder-kagen skulle nemlig stå og trække i lys rom i et par timer, men jeg havde ikke lys rom ved hånden, så jeg hældte resten af sambuca’en over i stedet.

Nu stod jeg der med slev og skål og udrørt gær, og blev fristet til endnu en afvigelse. Jeg kunne ikke modstå duften fra rosinerne, der efterhånden havde drukket sig fede i sambuca. Nej, jeg drak ikke af skålen, men til gengæld rørte jeg rosinerne ned i bolledejen. Sådan. Nu var det gjort, og jeg var fortabt. Gudinden fra Nord vil roterer sig til spin i sofaen, når hun læser dette.

Straffen udeblev ikke, for dejen hævede næste ikke, og jeg var overbevist om, at jeg ville blive nødt til at rode mig ud i noget fladbrød eller lignende. Men efter et nærmere eftersyn, og en omgang dejtrilleri, kunne jeg efter et stykke hæve- og bagetid hive en lille pladefuld duftende boller ud af ovnen.

Om lidt er jeg tilbage i sofasumpen med en lille kop koffeinfri og en nysmurt bolle, klar til resten af Baader Mienhof Komplekset.

Og bollerne? De smager rigtig fornuftigt.