Himmel, se Havet!

Underlighedernes dag

fredag 6. november 2009klokken 18:45 · 4 kommentarer · Arbejde, glædeligt overrasket, Ve og vel

Tortellini

Det har været en underlig dag i dag. Meget er sket. Meget er ikke sket. Og nu skal vi spare. Igen. Rigtig meget. Igen.

I betragtning af at det er en børnehave, blev vi for vores vedkommende ikke just overrendt. Af børn. Ni blev det til på vores stue, da deadline var nået, og fremmødet var størst. 

Vi bevægede os ud for at se nærmere på alt det grå, og så begyndte det. Lige efter, at vi var drejet om det nærmeste hjørne. Første lille fyr, én af dem, der ellers ikke mangler krudt, klagede sin nød, og ville hvile. Jeg mener, hvile nu! Vi var jo lige begyndt at gå! Nærmest. Da han satte sig ned under bordet til frokost, blev det for underligt. Han, der altid plejer at nyde sin madpakke med største fornøjelse. Hjem med ham, til rigtig tidlig weekend!

Så lagde næste lille, ellers så krudtuglet, fyr sig. I sofaen. Og sov. Fra lækkert brød og frugt. Og den skål syltetøj, som jeg stik imod alle principper valgte at se igennem egne fingre med. Fordi det hele alligevel var blevet så underligt. Mor og far var heldigvis lige på trapperne, så det var nemt nok, at få sendt ham afsted på tidlig weekend.

Mens vi sad ved bordet med syltetøj i alle femørene, faldt den tredje lille fyr af på den. Og når sandheden skal frem, sad vi også to voksne, og var ved at trille ned fra pindene. Klar til at powernappe lige midt på gulvet, hvis vi fik lov. Men det gjorde vi jo ikke, så vi måtte holde ud, og holde os oppe, mens den tredje lille fyr, der ellers ikke mangler krudt, fik tæppe på, og blev puttet med pude under kinden.

Der lå han stadig, da jeg gik hjem. Til en kop kaffe, der nærmest blev puttet i hånden på mig, i det selvsamme øjeblik, som jeg trådte ind af døren. Hvor heldigt var det ikke lige. Hva’?

Did you like this? Share it:

4 kommentarer indtil videre ↓

Der er endnu ingen kommentarer, men du kan blive den første. Skriv i feltet nedenunder og send dine ord af sted. De vil være velkomne.

Læg en kommentar

Jimmy