Den grå novemberhimmel ser blakket ud, da jeg endelig tager mig sammen til at komme i kontakt med den forlængst vågne verden. Klokken er blevet halv elleve inden, jeg når så langt. Så må det være sådan.

Kaffen bliver udført i en ny udgave, der smager så godt, at den vil være væk, inden jeg overhovedet når frem til sofaen og avisen. Men så må det være sådan.

Nogen fast plan for ugeslutningen har jeg ikke, men der ligger bunker af gode forslag og ideer til en god og tætpakket weekend, så det er vel bare at kaste sig ud i det, eller?

Gylp! Alle disse muligheder, tænker jeg, mens jeg styrer direkte mod sump og sikkerhed i sofaen, hvor avisen venter. Avis, sofasump og kaffe. Et forhalingens trekløver af muligheder for udvikling af den perfekte start på en langsom lørdag, hvis jeg lige ser bort fra, at kaffen allerede er drukket. Beslutsomt strammer jeg mig an, negligerer overforbruget, og laver endnu én kop.

Så må det bare være sådan!