Himmel, se Havet!

Minushælen

tirsdag 3. november 2009klokken 17:35 · 6 kommentarer · Arbejde, Ve og vel, Vejret

Gult blad i gården

I går forsvandt i et langt stræk, der næsten ingen ende ville tage. Aftenmøde. Lidt kaffe, lidt film og så i kassen.

I dag begyndte under den samme grå farve som dagen før, men ingen regn. Et stort plus efter min mening. Koldt, gråt, men tørt. Så kan det gå an.

Faktisk har jeg ikke så meget på hjerte, andet end at pege på at pædagoger i den virkelige verden ofte laver andet end at sidde iført fodformede minushæle, og klippe-klistre med børnene dagen lang, og i ét væk. Med en kop urte-te indefor rækkevidde.

Faktisk har jeg ikke så meget på hjerte end at pege på at pædagoger i den virkelige verden en gang imellem sætter foden i gulvet, og i samråd med andre beslutter at sige fra til deltagelse i to-dages kurser, så de i stedet kan få mulighed for at klippe-klistre ord sammen til fornuftige udtalelser og betragtninger, der forhåbentlig giver god mening for rette vedkommende.

Hverken mere eller mindre, men så meget mere belastende, som de ligger der, og fører sig frem. Sagerne. Der snarest, og helst i går, skal flyttes fra IND til UD. Så foden må i gulvet, hvis det overhovedet skal gå hen og gå, og også blive rigtig jul. For alle deltagende parters skyld. For ungernes skyld. For min skyld. Og for drillenissens skyld.

Faktisk gad jeg rigtig godt, at sidde iført mine fodformede Dr. Martens, og klippe-klistre med børnene dagen lang, og i ét væk. Kravlenisser og julepynt. Kræmmerhuse med krøllede hanke. Hjerteflet i pink, og fugle i guld. Lege, børn-papir-saks.

Og nej, jeg drikker ikke urte-te, når jeg arbejder.

Did you like this? Share it:

6 kommentarer indtil videre ↓

Der er endnu ingen kommentarer, men du kan blive den første. Skriv i feltet nedenunder og send dine ord af sted. De vil være velkomne.

Læg en kommentar

Jimmy