I dag har jeg arbejdet intenst med at veje ord på en guldvægt. Rigtig mange. Rigtig længe. Og da jeg, for en kort bemærkning, kom ud af mit midlertidige plastiktelt, sneede det. Minsandten. Andrea har ret. Man lægger ikke mærke til en fis af, hvad der vejrmæssigt foregår, når man opholder sig under disse håndværkerfremstillede kunstige klimaforhold.
Jeg fik kontrolvejet mine ord på en andens guldvægt, og da jeg kom hjem igen, fløj flyene stadig lavt, og næsten i øjenhøjde. Sneen havde dog lagt sig, men blæsten er stadig på fri fod.
For en stund, og resten af dagen lægger jeg vægten, og alvorsordene lidt af vejen. I morgen er der atter en dag til afvejning af vendinger, men her og nu tror jeg ærlig talt, at jeg vil lade tale være sølv, og lade kæften stå, for bare at nyde tavshedens guld?
Men manner altså, hvor er jeg træt!
Èn kommentar indtil videre ↓
Der er endnu ingen kommentarer, men du kan blive den første. Skriv i feltet nedenunder og send dine ord af sted. De vil være velkomne.