Nogen har besluttet sig til, at jeg skal ligge vandret i denne uge. Udspillet var da så fint, med forlænget weekend i Aalborg, og en blød opstart med netværksmøde og børnefødselsdag. Fint nok, tænker jeg, og kaster mig ud i en onsdag af dimension.

Jeg havde glemt et aftenmøde. Forældremøde. Et sent møde.

I morges var jeg træt som langt ind i Gribskov, og da jeg trillede afsted gennem den støvregnende oktoberdagning, lagde jeg dårlig nok mærke til at, der faktisk stadig var mørkt omkring mig.

Bagerbesøget trak ud, og lidt forsinkede kunne vi sætte os til bords med morgenmad og mange børn. Og igen gik det slag i slag, som dagene, sådan et sted, har det med at gøre. Ligefør fløjten for frihed lød, stod jeg bristefærdig med hylende ører, og måtte samle mig sammen. Og blive beslutsom. Jeg deletede indslag i ugeplanen, og kunne pludselig trække vejret igen. Og kørte hjem. Og sov.

I morgen begynder jeg fredagen med fem timers tilegnelse af ny viden, og bagefter er jeg at finde i samme båd som børnene, lige indtil vi drejer nøglen om, og skriger på Disneysjov, fredagsslik og weekend.

Så langt, så godt, og meget om ørerne, der hyler som ulve i månskin. Og så har jeg endda ikke sagt et kvæk om den seddel, vi fik ind af døren forleden med meddelelse om vinduesskift på fredag. Og jow-jow, det er den i morgen, vi taler om.