Allerede fra morgenstunden er mit sommerglade jeg fanget i en snalderfuld sailor. Derfor tager det en halvrum tid, inden jeg får mod nok til at krydse Bryggebroen på TrilleNyx. Strækningen er ikke i sig selv særlig farlig, og heller ikke tæt trafikeret, men Bjørnen anmoder mig alligevel om ikke at køre i vandet. Et godt råd må man sige, for der er vist noget om, at sømænd ikke kan svømme, og nok slet ikke når de er snalderfulde.

På udvejen falder jeg ikke i, og heller ikke på hjemvejen kan jeg allerede nu afsløre, men fuglenet er der ingen af. I alle andre af kædens afdelinger, bare ikke på Fisketorvet. Altså uforrettet sag, dog tre frøposer rigere. Og lidt fiberdug.

I haven er varmen til at føle på. Jeg bruger rigtig meget indkøringstid, tøfler rundt og ser på det hele, og tøfler atter rundt og ser på det hele endnu en gang. Jeg kan ikke engang finde ud af at sætte mig ned. Uf, hvor jeg er irriteret over de fuglenet! Og det drejer lidt rundt i bevidstheden om, hvor jeg så skal få kløerne i skidtet på en lørdag. Lige der er jeg i troen på, at morgendagen er en lørdag, men lettelsens fredag kommer over mig senere på vejen hjem.

Så tager jeg mig pludselig sammen!

SpilleNyx bliver hevet frem, og snart efter kører lydbogen i ørerne, mens jeg endelig får sat mig ned. Den snalderfulde sømand kommer med  et par gode forslag, og som en anden sejlmager sidder jeg lidt efter, og raparerer på nogle tidligere brugte fuglenet, der er blevet flået i stykker af tornede grene og andet godt. Jeg er helt i min egen osteklokke af dønninger og stædighed. Og det betaler sig, for inden jeg forlader stedet, er de smukt rødmende jordbær beskyttet mod Fælledens spidse fuglenæb. Nu mangler bærbuskene, men jeg er ganske fortrøstningsfuld. Det skal nok gå al sammen. Om ikke andet, så med Gardisette.

Jeg synes ikke, at jeg overdriver, hvis jeg påstår, at tingene nærmest gror for øjenene af mig. Det er helt utroligt, som det pibler op af jorden, og helt utroligt som der strækkes nye blade og blomster ud af noget, der var ingenting i går. Desværre gælder det også ukrudtet, og jeg får flere totter fra hånden, som jeg bevæger mig nærlæsende rundt. Og tænk, en enkelt ølbønne har bøvset sig op til overfladen, så mon ikke at andre følger efter?

Som dagen er gået, er sømanden blevet mere sober, men hvor ville jeg dog ønske at han snart ville tage hyre på et andet skib!