Hændelser i den senere tid har lukket en sabelkat ud af skabet. Her på denne solrige lørdag ligger den mageligt henslængt på dørmåtten med hagen støttende på forpoterne, som er enorme. De spidse tænder glimter hvidt, som medvirkede de i en reklame for tandpasta, eller noget andet skinnende. På den anden side af døren traver jeg rundt, og veksler mellem krigerisk oprørskhed og vild frustration, hvor følelserne får frit løb, og tårerne frit fald.

På et tidspunkt fylder sabelkatten så meget, at jeg næsten giver op, og beslutter mig for at bruge dagen på rengøring. Det skal jo gøres. Og er jeg da blevet fuldstændig sindssyg!? Rengøring!? I dag?

Jeg går i bad, og gør, hvad man gør, når man har tænkt sig at gå ud bagefter. Jeg lukker for hjernens spind, og pakker mig sammen. Jeg har købt stedmoderblomster, og nu skal de fandeme i jorden! Sabelkat eller ej, tænker jeg, og spurter ned af bagtrappen, mens jeg be’r til at sabelkatten sover dybt hvilende sit store hoved på de krydsede forpoter.

Hvem tror jeg så, at jeg narrer? Katten kommer hurtigt på omgangshøjde, og de enorme poter tager kvælertag om hjertet, og stikker stakånden fast i lungerne. Jeg besvimer lidt af skræk, og stirrer stift frem for mig, mens jeg automatisk træder i pedalerne.

Da jeg kommer til bevidsthed igen, er jeg i haven, hilser på folk, smiler, og finder ro i lyset fra både solen og de farverige klynger af krokus, der udfolder sig ganske og helt aldeles. Jeg stikker et par fingre i jorden hist og her, og tager modet tilbage og planter mine stedmoderblomster i en lang og næsten lige række. Et kort øjeblik overvejer jeg at korrigere rækken, men ingen er fuldkommen og heller ikke mig, tænker jeg, og ler larmende for mig selv.

Det er blevet tid til at sidde ligeså stille, og nyde solen med friheden i det mobile bredbånd ved hånden. Så der sidder jeg i den bare kjole, og drømmer. Bagefter går jeg en runde med kameraet, og sender gode tanker til Storkens Land, hvor livet vel sagtens også leves vel, som her.

Igen sker der noget nyt, for pludselig skitserer jeg muligheder op, ser bede vokse frem, og krukker fyldes med fryd. Og gammen. Jeg pusler videre med tankerne, mens jeg rydder lidt op, og forsvinder lidt ind i det lille skuragtige hus, hvor jeg pusler lidt mere. Strækker mig, og ryster fjerene. Veltilfreds. Glad.

Skal jeg lige rive stykket foran? Nej, jeg beslutter mig for at gemme, og i stedet jeg triller tilbage, med solens blide hånd hvilende om nakken.