Himmel, se Havet!

Himmel, se Haven! #4

lørdag 2. april 2011klokken 20:18 · 4 kommentarer · Haveliv

Hændelser i den senere tid har lukket en sabelkat ud af skabet. Her på denne solrige lørdag ligger den mageligt henslængt på dørmåtten med hagen støttende på forpoterne, som er enorme. De spidse tænder glimter hvidt, som medvirkede de i en reklame for tandpasta, eller noget andet skinnende. På den anden side af døren traver jeg rundt, og veksler mellem krigerisk oprørskhed og vild frustration, hvor følelserne får frit løb, og tårerne frit fald.

På et tidspunkt fylder sabelkatten så meget, at jeg næsten giver op, og beslutter mig for at bruge dagen på rengøring. Det skal jo gøres. Og er jeg da blevet fuldstændig sindssyg!? Rengøring!? I dag?

Jeg går i bad, og gør, hvad man gør, når man har tænkt sig at gå ud bagefter. Jeg lukker for hjernens spind, og pakker mig sammen. Jeg har købt stedmoderblomster, og nu skal de fandeme i jorden! Sabelkat eller ej, tænker jeg, og spurter ned af bagtrappen, mens jeg be’r til at sabelkatten sover dybt hvilende sit store hoved på de krydsede forpoter.

Hvem tror jeg så, at jeg narrer? Katten kommer hurtigt på omgangshøjde, og de enorme poter tager kvælertag om hjertet, og stikker stakånden fast i lungerne. Jeg besvimer lidt af skræk, og stirrer stift frem for mig, mens jeg automatisk træder i pedalerne.

Da jeg kommer til bevidsthed igen, er jeg i haven, hilser på folk, smiler, og finder ro i lyset fra både solen og de farverige klynger af krokus, der udfolder sig ganske og helt aldeles. Jeg stikker et par fingre i jorden hist og her, og tager modet tilbage og planter mine stedmoderblomster i en lang og næsten lige række. Et kort øjeblik overvejer jeg at korrigere rækken, men ingen er fuldkommen og heller ikke mig, tænker jeg, og ler larmende for mig selv.

Det er blevet tid til at sidde ligeså stille, og nyde solen med friheden i det mobile bredbånd ved hånden. Så der sidder jeg i den bare kjole, og drømmer. Bagefter går jeg en runde med kameraet, og sender gode tanker til Storkens Land, hvor livet vel sagtens også leves vel, som her.

Igen sker der noget nyt, for pludselig skitserer jeg muligheder op, ser bede vokse frem, og krukker fyldes med fryd. Og gammen. Jeg pusler videre med tankerne, mens jeg rydder lidt op, og forsvinder lidt ind i det lille skuragtige hus, hvor jeg pusler lidt mere. Strækker mig, og ryster fjerene. Veltilfreds. Glad.

Skal jeg lige rive stykket foran? Nej, jeg beslutter mig for at gemme, og i stedet jeg triller tilbage, med solens blide hånd hvilende om nakken.

Did you like this? Share it:

4 kommentarer indtil videre ↓

  • Nicole

    Kære Sifka !
    Hvor er du bare en sej og modig kvinde – den sabelkat fik du da sat ordentlig på plads. Godt gået.
    Tæller du også allerede dagene til bare tæer og luftige kjoler/tunikaer og en dejlig have med all dens glæder og flotte syn.
    Kærlig hilsen Nicole

  • Losarinas mor

    Modige kvinde !
    Og jorden heler.
    Jeg ved det.
    Og savner min egen jord.

  • Laila Beck

    Kære Sifka
    I de glimt du har vist fra dine turbulente år, tror jeg, dine sabelkatte vil dig det godt. De hjælper dig måske med at få ryddet op i de gamle rester og følelser der stadig ligger på parade indeni. Jeg tænker på “Slagt en hellig ko” hvor mange gange Liselotte stadig falder ned i sine følelser af sorg og smerte. Ting tager tid. Og den smerte og angst/frygt du har gennemgået tager tid at få bearbejdet. Sindet åbner i takt med vor psykiske parathed.
    Herfra får du mange varme og forårskåde tanker:-)

  • Tina

    Du kan altså noget med ord. At kunne formidle så skarp en smerte så det bliver smukt at læse, genkendeligt, bærligt og medfølelsesvækkende, inspirerer. Og bringer trøst.
    Tak for det.

    Kærlig hilsen Tina

Læg en kommentar

Jimmy