Bloggen fylder år. På denne grålige mandag morgen kan jeg se tilbage på tre års blogskriverier, mens jeg overvejer om, det er noget at råbe højt om. Noget at fejre. Og jeg overvejer højlydt, for det er nu min måde at blive afklaret med, om det betyder noget afgørende for mig, at jeg efterhånden har et større antal kontakter på FB, end læsere her på adressen. 

For strømmen af besøgende er aftaget gevaldig, især efter jeg hoppede fra .blogspot.com til eget domæne med endelsen. dk. Når jeg bevæger mig rundt i bloglandet, kan jeg konstatere, at jeg helt er pillet af plakaten, eller havnet i bunden af en del blogruller. Kun en trofast lille skare, står tilbage.

Jeg har vist haft mine femten minutter. Eller hvad?

Det lille .dk havde ligget længe i skuffen, da jeg i efteråret, med Liselottes store hjælp, blev sparket i gang, og tog mig sammen til at flytte adresse. Det er ikke endnu lykkedes mig, at fortryde det, trods dalende tal og en masse grå hovedhår, mens jeg forsøgte, og stadig forsøger at finde hoved og hale, samt forstå et helt nyt sprog.

Så sent som i går, sad jeg klinet foran skærmen med den gode intention at gøre hovedrent og pænt på bloggen til fødselsdagen, men jeg fortabte mig ganske i den verden af underlige tegn og gerninger, der styrer det hele. I stedet for bare at støve lidt af, gøre flaget klar og stille friske blomster i vaserne, fik jeg rodet meget mere frem af gemmerne, som nu ligger og flyder både i det skjulte, og frit fremme på bloggen. Men, jeg blev klogere, og morede mig herligt, selvom det set udefra, måske ikke hele tiden var lige til at få øje på  under processen.

Beslutningen om at begynde på eventyret med ‘Himmel, se Havet!’ blev taget, fordi jeg havde en ubændig lyst til at deltage i det storskrivende fællesskab, men især nok også på grund af muligheden for at holde fokus, og styr på sans og samling. Jeg havde et skabfuld sabelkatte, at gøre op med, og her var de mange opmuntrende tilråb fra den lille, men trofaste skare uvurderlige. Skabet er nu smidt på møddingen, og selvom der ind imellem stadig lugter lidt af rovdyr, tror jeg ikke, at de for alvor vil finde fodfæste igen.

Jeg ville lyve stort, hvis jeg efter endt overvejelse meldte ud i verden, at jeg var ligeglad med at blive læst. For det er jeg ikke. Men! Jeg er, hvad jeg er, og jeg giver måske ikke altid ved døren. Kommentarerne flyder ikke ukritiske i en uhæmmet strøm, og jeg tager ikke noget for noget. So be it.

Overvejelser eller ej, fødseldag er det lige meget, hvor meget jeg vender og drejer i det offentlige rum, og jeg vil ganske ukrukket opfylde et ønske fra en læser, eller var det to? Værsågod, et billede af blogfruen iført de nye Clark Kent’ere.

Tak, fordi du læser med.