Tromme-tromme-tromme, lyder det. Så højt, at man næsten ikke kan høre, hvad Jørgen fortæller. Eller er det Frank, der snakker nu? Tromme-tromme-tromme, fortsætter det. En gris beskrives, og lidt efter kan jeg høre dens høje hyl. Tromme-tromme-tromme. Hyl-hyl-hyl!

En slagter, næsten nøgen, kun iført sorte shorts bøjer sig over grisen, og stikker en kniv i halsen på den så blodet langsomt render af den, og samler sig i et kar. Tromme-tromme-tromme. Mere næsten uhørlig snak. Hyl-hyl-gurgle-hyl-gurgle-hyl!, lyder det fra grisen, som vistnok kostede 100 dollars, og skulle være sort og hvid. Og nu er den vist død.

Er man forresten næsten nøgen, når man kun er iført shorts? I Haiti? Jeg mener, er der ikke temmelig varmt? Til tider?

Nå men, tromme-tromme-tromme. Nattegudinden er forlængst holdt op med at spinde, og rører uroligt på sig, da vi når frem til beskrivelsen af præstinderne. Tromme-tromme-tromme. Synger de? Hyler de? De drikker i hvert fald blod fra karret. Så meget forstår jeg da af den utydelige mumlen fra Frank. Eller er det Jørgen? Præstinderne danser rundt, mens blodet løber ned over deres ansigter. Tromme-tromme-tromme. Danse-danse.

Og så er der vist gået seks timer. Altså, dengang i Haiti. En dreng sidder næsten på samme sted, hvor grisen tidligere lå, da den blev stukket i et hyl! Tromme-tromme-tromme. Nej, tag mig fa’en, nu er det nok, tænker jeg, og rækker ud efter clock-radioen, og slukker.

P1 har siden stressens kronede dage været mit faste indsovningsmiddel, men nu tror jeg ærlig talt, at jeg må se mig om efter et andet. At komme til voodoo med Jørgen, var lige dråben.