Jeg pillede microporen af fingrene. Min beskyttende ekstrahud, der normalt er hvid, glat og fin, var nu koksgrå og tyndslidt. Neglene var knækkede, og havde dybsorte rande, og jeg klippede dem helt korte efter at have vasket det værste skidt af.

Da jeg skyller håret, smager vandet af jord, og jeg kan nærmest se støvlaget prelle af under vandstrålerne. Der er røde mærker på skuldrerne efter ikeaposerne remme, som vi brugte til slæberiet fra kælder til kvist, og fødderne er et kapitel for sig med sort sokkeuld fæstnet i revner og sprækker, som må nulres ud under det rindende vand. 

Bagefter sæbe, shampoo og balsam er jeg ren, lyserødvarm i huden, og musklerne er igen opblødte, og føjelige. Håret dufter skinnende, og er nemt at rede ud. Jeg smyger mig i et sæt af det bløde og behagelige af slagsen, sluger to panodiler og en antihistamin, og sidder lidt efter i sofaen, og vikler ny ekstrahud om fingrene. Heltene fra Bjørnens spil kan bare komme an. Jeg er nemlig ligeså tough, sej, og slet ikke til at skyde igennem.

Og med tanken i baghovedet om, at der sandsynlig snart skal skrues op for kemikalierne til hænder og fødder, beslutter jeg mig for at næste gang, jeg vil give mig selv en gave, skal jeg frådse vildt i Regitzes lille butik.

Og, jeg er glad. Roderiet er overstået. Endeligt, og sådan for alvor.