Plastikteltvæggene bølger i vinden, og vinden giver kulden mere livlighed. Så meget, at jeg skutter mig lidt ved synet, da jeg på bare fødder står, og kigger mod den kommende hverdag.

Der er meget stille til morgen, der bliver hvilet ud efter en lang aften i den nyrestaurerede bjørnehule, hvor kamptumlen rullede langt ind i den mørke vinternat. La befana, det kære væsen, har stadig Bryggeboets barnlige sjæle på sin besøgsliste, men selv ikke hun kan få gennemtrumfet en præmiere før tid, når et af de store med længsel forventede spil skal frigives, så vi måtte derfor pænt vente på fredagsposten.

Det var nu nok Bjørnen, der ventede mest, men jeg må indrømme, at jeg også har lidt blod på tanden, og derfor ind imellem får sneget mig ind på sidelinien med strikketøjet under armen. Så sidder jeg der, og kommer med konstruktive ideer, eller ophidsede tilråb, mens jeg strikker forkert, eller taber masker, når der rigtig er kul på.

Og kul er der i rigelige mængder, så La befana mener måske, at vi hører til i kategorien med de uartige børn?