Min bjørnepote er blevet lavet på et af de steder, hvor det efter sigende skulle gøre mest nas. Og nas gjorde det, jo, men ikke værre end det var til at holde ud. Jeg sagde hverken, av, shit, eller for helvede, mens nålen summede. Vi holdt heller ikke pauser ind i mellem. Jeg mediterede mig vist ud af det.

Men, hvis jeg skulle finde på at gøre det igen, vil jeg garanteret tage en ektra dyb indånding ved erindringen om den brændende fornemmelse, som jeg oplevede i går. For lidt nas gør det altså.

Der var god stemning i bixen, da jeg lettere nervøs ankom, og da det blev tid, skiftede musikken fra noget Morfar-punkagtigt over til noget særdeles velkendt og afholdt Doors, og da Kiley tørrede efter for sidste gang, og bjørnepoten med hjertet stod helt tydelig for første gang, gled krytalskibet over lydtapetet. Perfekt timing efter min smag.

Det var en god oplevelse, og jeg har ikke fortrudt ét eneste sekund, og kommer heller ikke til det. Jeg ved noget mere om mig selv nu, som jeg ikke vidste før, og det er endt i en glad og god følelse. Jeg er ved siden af også enormt gammel nok til at vide, hvad jeg gør, og dette bid af en tusse, var det jeg følte som det rigtigste. Og smukkeste.