Mens jeg lister rundt, og rydder små stier, og overflader, tænker jeg på en tid, hvor jeg havde nogle lange forløb af evigt solskin på Ærø. Grunden til at lige den del af livet blev hevet frem i lyset skyldes, at jeg har rejst rundt med Carsten Jensen i to lydbøger her på det sidste.

Først ‘Vi de druknede’, som jeg har forsøgt mig med før, men projektet kuldsejlede i stressens efterdønninger, hvor læsning kan blive alt for overvældende og uoverskueligt. Nu lykkedes det til fulde på lyd, og dermed var det oplagt at sejle videre med ‘Sidste rejse’, igen på lydsiden. Begge  rigtig udmærkede bøger, og nydeligt læst op. Spottags oplæsning vinder dog med flere længder, hvis man spørger mig.

Dengang på Ærø boede jeg med en kæreste i et lille hus, som var efterladt til resten af familien, da beboerne, kærstens morforældre, var flyttede på plejehjem. Den lille by, dog stor nok til at rumme både kirke og kro, tror jeg hed Bregninge. 

Vi havde valgt at bruge soveværelset på loftet, der oprindeligt vel havde fungeret som et slags gæsteværelse med blomstret tapet, og opbyggelige billeder af Jesus, og sådan noget. Hyggelig udsigt fra det lille vindue, og uhyggelig tur over loftet i mørket, hvis man var sidste mand, der tørnede ind. Vi fulgtes som regel, som det kærstepar, vi nu engang var på det tidspunkt, og havde mange selvvalgte hyggelige uhyggelige stunder, når vi spænede over loftet. Barnlige, leende, og hylende af skræk i vores overgang fra tiere til tyvere.

Vi badede os virkeligt i evigt solskin, og jeg har vist aldrig siden været så brun efter en dansk sommer. Min egen mor genkendte mig dårligt, da jeg efter en måneds ferie vente hjem til hovedstaden. Meget brun og meget blond.

Om aftenen rumlede tordenbyger frem og tilbage mellem kysterne, mens vi så eftersynkroniserede udgaver af amerikanske film og serier på tyske tv-kanaler, og regnen faldt i tunge varme dråber. Men når morgenen kom, var solen igen fremme på en skyfri himmel, og vi tumlede igen ned til stranden for at forsluge os i sol og saltvand.

Ferielivet bestod også af besøg på plejehjemmet, hvor morfaren sad i sin stol, og hæmningløst tiggede sig til et bab af en tændt cigeret, for sådan var tiderne dengang fyldt op af glødende smøger i alle sammenhænge, og når det lykkedes for ham, druknede resten af besøget i hoste fra gamlingen, der havde levet det hårde liv som storrygende sømand på de syv have. Jeg var altid nervøs for at kæresten skulle komme til at slå den gamle mand ihjel, når han gav efter for tiggeriet. Mormor var der også, med sit søde smil, og den forsvundne hukommelse. Hun havde et spørgsmål tilbage, og spurgte venligt interesseret igen og igen, hvad vi skulle have at spise til aften.

I Ærøskøbing kom vi ofte og måtte vi altid omkring kaffehuset, hvor vi fik kaffe i Madam Blå, serveret med sukker, fløde og dertil store stykker velsmagende krydderkage. Eller søsterkage, når der måtte meldes udsolgt af det krydrede på de særlige travle dage, dem med bunker af turister.

Når færgen lagde til, stod vi tit sammen med de andre, og glanede på de nyankomne, som afslutning på en tur rundt på molen. Nu med hver vores isvaffel, der var stoppet godt op med en jordbæris, hvis lige jeg efterfølgende kun en sjælden gang, er rendt ind i. Gad vide om de kan endnu, der i byen, dét med kaffe, kage og jordbæris?

En dag, var det tre af vores venner, der trillede fra færgen, og vores tur til at blive overbegloet. Om eftermiddagen, blev huset udvidet med telt i baghaven, og flere ferieminder lagt på kistebunden.

Nå, jeg har tøj i gården, som man siger, når noget må stoppe, og man skal videre med sine gøremål. Og gøremål har jeg stadig, inden jeg kan læne mig tilbage og tage stilling til, hvad der skal underholde mig resten af aftenen.