Den er nu blevet helt færdig. Min første, som tidligere nævnt. Efter en del bøvleri frem og tilbage lykkedes det mig at nå frem til et resultat, som jeg kunne forlige mig med.
Jeg smed den i vaskemaskinen, og gav den en 30 graders kold skylle med efterfølgende centrifugering. Det var med let fugtige håndflader, at jeg hev den ud igen kort tid efter, men den havde klaret turen, og så stadig meget normal ud. Den blev lagt til tørre på stuegulvet, hvor den efter et par timers ro, blev indtaget af nattegudinden, der fandt den yderst blød og bekvem.
Det er dejligt, at mit første forsøg udi ponchostrikkeriet kunst lykkedes så godt, for udtrykket blev lige præcis, som jeg forestillede mig, at det skulle ende med. Hverken mere, eller mindre, bare perfekt.
Og tilsidst kommer lige de lune, langhårede facts:Opskriftsnummeret er 42292 fra Hjertegarn, garnet ligeså og hedder ‘Play it’, 62% mohair og 38% acryl, farve 1210, som jeg kalder mørk limegrøn. Til kanten endte jeg med at bruge en smuk Noro Kureyon Sock, som jeg fik famlet mig frem til i min garnsamling.
Orange og grønt. Revet og hakket. Duftende. Vendt i skyr og hakket hvidløg. En lille smule kærnemælk for at fremhæve blødheden i blandingen. Salt og peber. Tørret chili.
Inspiration kan man finde mange steder. Seneste på FB, hvor 
Jeg nyder, at varmen har lagt sig lidt, og at jeg ikke er ved at dø, inden jeg overhovedet er steget ud af sengen. Det lufter lidt. Blidt og med en anelse efterår i brisen. Et kort øjeblik tror jeg, at min nakke er blevet væk, men et hurtigt tjek overbeviser mig om noget andet. Den er der endnu. Lidt endnu. Jeg strækker, og bøjer, ryster mig, og stiger ind i lørdagen.
Tidlig, men ikke urimelig tidlig, morgenstund i gården. Lige i tilpas tid, så jeg ikke skal jage, men så spænder tilfældighederne ben. Jeg klunser ikke så tit, men i dag stod der en lille kommode på små hjul, og med seks skuffer af tilfredsstillende størrelse. Selv jeg kunne se den for mig, silkehvid og fin efter en mindre indsats med en malerrulle. Og så kørte jeg.
Der røg den så, den sidste citron, som jeg købte lige overfor Øm kloster. En lillebitte af slagsen, men så fuld af saft og kraft, at man skulle tro, at det var løgn. Boede jeg lige 
Det er lidt skørt, jeg ved det, men min allerførste hjemmestrikkede poncho skulle altså på og af pinden her i sommervarmen. Det var et stykke feriestrik, som jeg forelskede mig i derovre i det jyske. Langhåret mohairgarn. Varmt og blødt. Lige til at sidde og svede over.
Denne sommer har jeg haft et spidskål indenfor min rækkevidde, så ofte det var ladsiggørligt. Jeg er vild med spidskål. Sommerhvidkålene er også dejlige, især dem med lidt svagt rosa på de dugfriske blade. Den blide rødmen, har ikke en døjt indflydelse på smagen. Det er bare smukt.
Jeg gider ikke lave mad, sagde jeg, og gik straks ud i køkkenet, og strimlede et halvt spidskål, kvartede nogle champignoner og hakkede en god håndfuld dild. Kålen blev vendt med svampene i en lækker citronolie på panden, og derefter smidt over på tallerkenerne, der stod klar med skiver af farsbrødet fra i går. Et fornuftigt drys med den hakkede dild, og så kunne vi spise.
Hva’ ka’ man få for en ti’r? Tre zucchini, et bundt forårsløg, et glas sorte oliven eller et stykke marcaire. Jeg tog det hele, og en pakke hakket økologisk gris- og oksekød på tilbud til tredive.
Alt tæller, alt gælder, alt er godt!
