Jo, det er voldsomt irriterende, at cykle tungen ud af halsen, for at nå frem til det tidspunkt, man havde fået forståelsen af, var det helt rigtige tidspunkt. For derefter at kunne konstatere, at alle er gået ned på frokostniveauet.

Så kunne jeg enten sidde mindst en halv time, og lege med mobiltelefon, eller gå en tur i nærmiljøet. Jeg gik en tur.

Ind af døre, og ud igen. Et par gange. Et sted gik jeg endda ind, og ud flere gange, fordi jeg hele tiden fik øje på noget nyt, der måtte nærlæses inde i butikken. Og i denne butik stod den røde sofa. Sådan en ikke særlig langstrakt, buet, køn, lille sag. Lidt luvslidt hist og pist. For luvslidt til at jeg ville frikøbe den fra opholdet i butikken, uanset prisen. Men sådan har jeg det med meget fra dengang. Been ther, done that!

Men, selve møbelbetrækket lokkede mig. Til at lade fingerspidserne kærtegnende berøre fortiden.

I fortiden var møbelbetrækket ikke rødt, men mørkegrønt, det var ikke kantsømmet fast på en sofa, men på en lænestol, som mine forældre sikkert, senere i tilværelsen, med glæde lod bære bort, for at lade det næste årtis møbler, tæpper og gardiner udfolde sig inden for stuen fire vægge, dér bag dobbeltdøren, og de hvide, gennemskuelige gardiner. Mit barndomshjem.

Fingerspidserne teede sig helt vildt ved genkendelsen. Fornemmelsen af trygheden, der trods af den noget kradsende overflade, fandtes inde i stolens hjerte. Sædets hulning, de lakerede armlæn i mørkt træ, der næsten uhindret var blanke, fine og glatte, på enkelte steder nær, hvor træet fremstod matslidt, og træt. Som den pletvise træthed viste sig i luven på den røde sofa.

Der er gået mangen en sofa gennem systemet siden. Både barndomshjemme, og i de hjem, jeg ellers har beboet. Større og større, blødere og blødere, og alle i mere, eller mindre afdæmpede farver.