Jeg er ikke den store superwoman til kartoffeldyrkning. Jeg prøver heller ikke på at være det. Første gang jeg forsøgte mig, satte jeg en hel del King Edward i jorden, og var forventningsfuld langt henad vejen, men de druknede desværre i en våd sommer. På sidelinien havde jeg en enkelt rød, og den gav mig gevinsten for det møje og besvær, jeg havde i vand til lidt over anklerne med kongerne. Så tak for det.

Med det i baghovedet valgte jeg at indkøbe to røde kartoffelplanter, den dag Andrea, og jeg var på planteskolen, før sommeren var begyndt. Og alt stadig lå, og ventede. En lille og en stor. For der var kun de to tilbage.

Nu fylder de to planter nærmest lige meget, og i samspil med to squasher, to fulde bønnestativer og flere rækker af diverse beder, er vi nu ude i noget nærmest nordisk jungle.

Nu er der i midlertid gravet kartofler op. Og, fundet er, ja, begrænset. Eller?

I gryden er de kogt møre. Skåret i mindre tern. Saltet. Og senere voldet sammen med fløde og appelsintimian, der bare dufter. Himmelsk!

Det gør det hele. Også fadet med gris i tern. Pølser i skiver. Flåede tomater, ærter, løg, spidskål, krydderurter og paprika som drys fra en fortid af vinter og grålighed.

Og kartoflerne. Skåret i skiver. Voldet sammen med fløde og appelsintimian. Himmelsk!