Det var noget af et spring at gå fra uldgarn og fortryk, til tyndt bomuld og tællerier. For filan da! Jeg har pillet så meget op, at jeg nogle gange var ved at smelte i rødglødende irritation, og hvis ikke det ellers var så behageligt og neddyssende, når det så kører, havde jeg klippet det i småstykker, og brændt det i kakkelovnen, hvis jeg ellers havde haft en. Selv det at pille op, kan skrue gevaldigt op for systemet.

Jeg har holdt den gående med et lille forstørrelsesglas, drømmen om den fine dug på det fine bord, indkøb af nyt broderi fra England, og et muligt indkøb af en lidt smartere udgave af en sylup.

Jeg er også gået fra et syn, der kun så et virvar af underlige forhold mellem hvidt stof og kulørte tråde, til pludselig at kunne stille skarpt på lige præcis det sted, hvor nålen skulle sættes ind med sin spidshed.

Alligevel sker det stadig, at et lille forkert trin i tælletrådene, får fatale følger. Af samme årsag har jeg lagt min oprindelige plan om at sy en figurgruppe om dagen, ja, langt væk. Meget langt væk.

Men, nu har jeg som sagt fået blik for det, og mod på det for alvor, og er gået fra at trampe rundt i den samme røde påfugl til at have syet både hest, hane, due, hunde, hjerter, stjerner og den skønneste rødhårede kone med feststager i hænderne. Så nu syr jeg bare videre, og videre, og videre.