I den forgangne blogløshed påklistres jeg elektroder, og iført bærbar båndoptager sættes mit hjerte på prøve i to hele døgn. Vi spiser sammen, sover sammen, banker sammen. Total zen og ro – selvfølgelig. Typisk! Et svar vil vist være at finde tæt på udgangen af indeværende år.

En anden dag i den blogløse tid, råber en pose fuldmodne frugter mig op fra dybet, og tigger om nåde og barmhjertighed. Så brug mig dog, skriger posens indhold. Højt, og på det sidste, det yderste udkald.

Timian! – tænker jeg, og slår op i den gammelkendte gænge, og linker atter til bærkagen, som jeg næsten kan udføre i søvne, hvis det ikke var for min evindelige trang til at ændre og omskrive.

Så bærkage blev det altså ikke helt, men en pærekage lavet på saftige tern, drysset med timianpudder, der gavmildt strøede om sig med de ypperligste duftnoter fra det gamle Grækenland.

Og en enkelt teske stødt kardemomme, direkte hjembragt fra ryggen af Torvehallernes krydderikameler, vendt med i dejen i et svagt øjeblik.

Og godt blev det, og hævet endnu et par takker, da det bløde flødeskum landede blidt på det firkantede saftige stykke.

Nu er jeg træt igen, og byder godnat, men bemærk jeg skriver. For fanden, hvor jeg skriver!