Valske bønner. Jeg har ventet, og ventet på det rette øjeblik, som kom uden videre planlægning i en pause mellem gøremål, der drillede kontrolbamsen langt væk. Stående ved køkkenbordet med et fadfuld nybagte og tykke pandekager, fulgte jeg en indskydelse, og rakte ud efter bundtet af valske bønner.

Åbnede, og bælgede de første. Lod dem falde til bunds i en lyseblå skål.

Flere gange i den senere tid, har det slået mig, at jeg har fået så meget mere respekt for tilstande, forståelse for sammenhænge, og vigtigheden af at passe på noget, og nogen. Også på mig selv.

Hvad forstand har bønder på agurkesalat?, råber mængden i kulissen. Det ved jeg da ikke, men for første gang i lang tid, har jeg haft mulighed for at mærke mig, og betydningen af min tummelumske tango med Surabaya Johnny, min vægtløshed, når underlaget forsvinder en lille smule, hvis jeg passerer kosteskabet.

Ferie er altså ikke bare noget jeg tager, får, eller tildeles. Jeg skal tilvænnes, og til det formål skal der åbenbart bruges mere end en weekend.

Jeg bælger resten af bønnerne, som har budt mig på en pause, hvor tiden står lidt stille, og kun farve, duft, struktur og form fylder i tankeskabet. Jeg stiller skålen fra mig, og dækker op til morgenbord med et fadfuld nybagte og tykke pandekager, sylt og frisklavet kaffe.

Jeg har ferie, og nydelsen er størst!