Jeg er gået ind i et dueslag om ærterne. Jeg såede de tre slags i lørdags, og dækkede nødtørftigt med fiberdug vel vidende, at den løsning ikke var langtidsholdbar. Samtidig fik jeg her om søndagen, lagt grunden til det indianerbed, som jeg har kredset om i lang tid.

Da den første byge ramte, sad jeg i det lille bitte hus nok så hyggeligt med te, ostemad og frøkasse. Og planlagde. Da bygen var drevet over, var jeg klar, og gik i gang med solsikker, stangbønner, hokaido, squash og blomsterkarse i en skønsom blanding af både frø og planter.

Og så begyndte det sjove.

Nu blæste det temmelig meget på denne søndag, da der jo skulle hives en hel del regn og tordenbyger over landet, så jeg havde mit hyr med store flader af fiberdug og genstridige fuglenet i tynde, tynde tråde af plastik. Hår, vind og jordstøv stod om ørerne på mig, mens jeg baksede tingene i stilling, og efter flere kapitaler om den hundredeårige, der kravlede ud af vinduet og forsvandt, var der sten på det. Hele vejen rundt. Indianertelt med indhold til den ene side, og ærtebur til den anden.

Og så kom Bjørnen forbi med frokost. Enormt godt timet!

Under indtagelsen af kartoffelmadderne med tomat og purløg ytrede Bjørnen, at der nok var et par timers tid til, at regnen ville ankomme med torden og lynild. Det valgte jeg at regne med, og da han igen var draget hjemover, satte jeg porrer i riller, og fortsatte med rødbeder, pastinak og vårsalat i det bed, hvor ærterne også skal være. En slags vinterbed, kan man vel godt kalde det, synes jeg. Den anden halvdel af ærtebedet manglede stadig, men nu kunne jeg fornemme, at det var bedste at pakke sammen og komme hjem inden så længe.

Og jeg nåede det lige med nød og næppe.

Da jeg stod uskadt og tørskoet, og så ud på regnen, der nærmest lå vandret, hørte bragene, og fornemmede de vilde vindstød, kunne min fantasi ikke lade være med at transmittere billeder af flyvende indianertelte og ærtebure i kaotisk sammenfiltring.

Men jeg vendte mig væk, og lagde det bag mig. Hvad skulle jeg ellers gøre? Havelivet har nemlig lært mig, at hvis noget går anderledes end beregnet, så prøver vi bare igen, eller gør noget andet.

Alligevel krydsede fingrene sig i diskret stilhed, da jeg lagde vejen omkring haven for at hente nogle kartofler, jeg skulle bruge i dag i den lille have, jeg har kørende i embeds medfør. Og se nu bare! Både ærteburet og indianerteltet stod ganske som jeg forlod dem i går. Ingen slinger i valsen her og totalt uberørte af det hidsige vejr.

Og her til slut, gæt nu lige hvem, der i det øjeblik var temmlig tilfreds med sig selv, og sin ihærdighed.