Jeg er her endnu. Jeg sidder her, og er her endnu. Noget kommer og går, andet ikke. Noget forstår jeg, andet overhovedet ikke. Og sådan er der så meget. Men altså, jeg er her endnu, og har næsen i indlæggene, til tider også i kommentarfelterne, og ofte på FB og Twitter.

Jeg er på nåle igen, og det virker. I går fik jeg den anden behandling i tredje runde af akupunkturen, og det virker. Aftenen på selve behandlingsdagen er altid en blandet fornøjelse af smerter, der virker ubeslutsomme overfor om de skal skride, eller blive, men belønningen er at  vågne op til en solrig lørdag, nærmest smertefri. Udhvilet og i vater.

Weekendens frihed betyder også mad af den rigtig slags. Tid til at kæle lidt længere for tingene. Tid til, at tage tid. I går lavede jeg spætter i fad med portobello, æble og bergamotteolie serveret på en bund af frisk pasta med spinat. Det var en fryd for både øje, sjæl og maveregion.

I dag bliver hakkebøfferne fulgt til bords med et stort fad af rodfrugter bagt i ovnen. Vendt i chiliolie, lidt æbleeddike og drysset med den gode kretinske oregano. Hvad kan gå galt i det? Ikke meget tror jeg.