Det sortdunede træ læner sig frem mod den frosne vandskorpe, mens vi trasker forbi oppe på stien. Vi har nøje kigget os til grønne nuancer på hornhinden fra en flok knopper, der sad tæt i buskadset længere tilbage. Så ingen frygter frosten, for det grønne sidder nu også i hjerterne, og spirer så småt. Og godt. Og lunt. Som varmt solskin på en bleg kind.
Vinterens palet langer sin himmelblå ud, og med nakken tilbage ser vi op, og opdager sommerminderne, der drysser ned fra tidligere tider.
Længsel er et hjerteskærende ord, men det går mod det bedre, og bliver med tiden til indfrielse af udlagte løfter.
Om sol og om sommer.
4 kommentarer indtil videre ↓
Der er endnu ingen kommentarer, men du kan blive den første. Skriv i feltet nedenunder og send dine ord af sted. De vil være velkomne.