På denne frostklare og meget smukke dag sidder jeg i en bus på vej hjem fra Nørrebro. Tænker over tingene, mens jeg læner mig tilbage mod ryglænet, og ser opad og ud i det blå. Hvordan gik det til, at en meget gennemsnitlig onsdag pludselig er gået hen, og er blevet noget man gider at samle på?
Jeg er træt, jeg har ondt på udsatte steder, huden klør, sprækker, tér sig tosset, og jeg kaster desperat bomber af antihistaminer efter en uforklarlig årsag.
Men, jeg er glad, momentvis vistnok endda lykkelig.
2 kommentarer indtil videre ↓
Der er endnu ingen kommentarer, men du kan blive den første. Skriv i feltet nedenunder og send dine ord af sted. De vil være velkomne.