Himmel, se Havet!

Solens lysstofrør

onsdag 29. december 2010klokken 10:06 · Endnu ingen kommentarer · Ferie, Jul, Morgenstund

Månen betragter, fra sin sikre position i aftagende, hvordan solen kæmper med at komme ud af fjerene i det natblå betræk. Jeg kæmper ikke, for mig er det blevet en selvfølge, at jeg, efterhånden som ferien folder sig ud, er blevet bedre til at vende mig om på den anden side, så stegeskorpe opnås på alle sider. Sundere søvn, med andre ord.

Og hvad skal dagen så bruges til?, spørger jeg mig selv, da jeg for åbent vindue foreviger, at sollyset gør sit bedste for at forskønne min udsigt af moderne byggeri og kraner. Mulighederne er vist mange, men jeg tænder for fjernsynet.

Ikke meget har flyttet sig i ‘go’ morgen Danmark’ siden sidst, så jeg lægger sokkepindene fra mig, slukker igen, og lader som om, det aldrig er sket.

Lyset har fuldstændig taget magten nu, gravkøerne brummer af fryd, og energiske hiver og skubber de i den frosne jord. Rastløsheden spjætter, og jeg tumler ud på sikker grund i køkkenet, hvor det gode altid findes. Frisklavet kaffe, hjemmegjort krydderbolle, letristet og smurt med ost i skiver og blåbærmarmelade.

Sådan! Nu kan onsdagen godt rulle sig ud.

Did you like this? Share it:

Ingen kommentarer indtil videre ↓

Der er endnu ingen kommentarer, men du kan blive den første. Skriv i feltet nedenunder og send dine ord af sted. De vil være velkomne.

Læg en kommentar

Jimmy