Det er nu anden morgen i træk, hvor jeg vågner op, og verden står stille. Efter en lang uge hjemme, har svimmelheden endelig lagt sig. I hvilket hjørne ved jeg ikke. Måske er det alle guldnålene, jeg har fået skudt i ørerne, og de store runde, lilla plamager på ryggen, efter en god gang cupping, der har gjort udslaget. Jeg kan i hvert fald stå på benene uden at tilte i nævneværdig grad, og jeg kan også dreje hovedet, uden at nakken værker, skriger og skaber sig. Der er altså håb forude.
I går, næsten på dato og fire måneder efter at startskuddet lød, ramte jeg det tolvte tabte kilo. Nu er jeg i mål. Nu skal der styrketrænes. Nu skal der cementeres.
Og mens ingen kigger, står jeg i et hjørne, og hopper begejstret, for jeg gjorde det sgu!
19 kommentarer indtil videre ↓
Der er endnu ingen kommentarer, men du kan blive den første. Skriv i feltet nedenunder og send dine ord af sted. De vil være velkomne.