Som et blødt, blankt silkebånd glider dagen gennem fingrene. Jeg pusler rundt i en blanding af oprydning og rengøring.

Kan konen da blive ved med at finde ting, spørger du. Og ja, det kan jeg. Mens jeg til stadighed vokser mig stærk i bevægelsen væk fra de ting, der gjorde mig ulykkelig, finder jeg nye ting, som det er blevet tid til at sige farvel til, eller hvor udløbsdatoen er overskredet.

Hvem var jeg? Hvem er jeg? Hvem bliver jeg? 

Efter stuerne kastede jeg mig over soveværelset, hvor jeg overvejer en håbefuld grøn farve til at favne mig og min søvn. Efter endt gerning lukker jeg døren til et værelse, hvor den fremtidige farve på væggene, stadig står hen i det uvisse. Men der dufter rent, og jeg efterlader det i en skinnende turkis atmosfære, med vinduet åbnet udmod foråret. Fredfyldt. Mildt.

Siddende på min stol lytter jeg til generhvervet gammel musik fra dengang. Et tilbageblik i bevægelsen fremad. Nødvendigheden af at samle tråde op. Glimt i glemte spejle. Et smil fra fortiden. Sweetly she smilede, indeed, og en latter der klinger befriet ud i den rengjorte stue.