Jeg vil ikke gå så meget i dybden med dagens hospitalsbesøg, bare fortælle at hr. überlægen, og jeg ikke kommunikerer på samme frekvens.

Efter en meget lang ventetid i de kedelige minders venteværelse var jeg sprød, så da überlægen begyndte at kløve ord, og vi nærmede os noget, der meget nemt kunne forveksles med mundhuggeri, kunne jeg mærke tårerne presse på. Vi endte i en slags kompromis og en ny tid. Han fik ret, jeg fik fred samt fjorten medicinfri dage, som måske kan vise, om jeg alligevel har ret.

På vej ud gennem den velkendte svingdør opdagede jeg, at den nye tid passede rigtig dårlig i forhold til en anden aftale, så jeg bed tænderne sammen, og vendte om igen. Sekretæren var ladt alene tilbage, überlægen var gået, så vi udbedrede skaderne, og  pludselig blev det hele for meget, og sluserne løb over. Hun syntes, det var menneskeligt, jeg mente, det var ubelejligt, men hvad, tårer tørrer, og tabte ansigter kan samles op igen.

Tilbage i egen bydel opdagede jeg et skilt i vinduet hos en lokal frisør. Vi har tider i dag, stod der, og lidt efter sad jeg med vådt hår, og ventede på selvforkælelse og trøst. En times tid senere havde jeg fået studset håret i en ny frisure med pandehår, farvet vipper og bryn, der også blev plukket ned til nydelige buer.

I egen gård faldt jeg over foråret.