For første gang i hele denne lange og iskolde vinter har jeg frosset. Den nye og meget dyre medicin gør min hud tynd, men så tyndhudet havde jeg ikke lige kalkuleret med, at blive. Jeg ikke bare fryser, jeg er også træt, og ked af det. For nu gik det lige så godt.

Oveni hatten har det været en rigtig mandag, med børn der har ladet rigeligt op, eller ned, jeg ved det ikke, men støjniveauet var højt. Tag mig med til et Gemmeland, tænker jeg i lettere omskrevet form, på vejen hjem. Hvis det er der, man kan gemme. Sig.

Heldigvis er der lidt kage tilovers fra i går, og når man nu som jeg er gået både død og sukkerkold, skal det nok kunne samle mig op, og sammen i sofaen, tillige  med det ugeblad jeg lod dumpe fra hylden og ned i indkøbskurven.

Og, mens jeg sidder i sofaen og klynker og ynker, kan du jo passende overveje om du en dag vil kaste dig ud i  en fattigmandsbagel. Et glas sorte oliven, et glad soltørrede tomater og et glas kapers skal blendes sammen, og derefter røres sammen med en lille bakke af din foretrukne leverpostej. Smøres på bagels, og piftes op med rucola, lagt i sirlig orden langs kanten.

Velbekomme, og i morgen er der atter en dag. Heldigvis, for denne her er godt nok besværlig.